onsdag den 1. januar 2014

Rollerne vi tager....

Et nyt år tager sin begyndelse og her kommer så endelig tiden til at sætte lidt flere ord på skrift. Jeg har i mine tidligere indlæg været inde på nogle af de identiteter og dominerende historier der har fulgt mig i mit liv. Jeg tror egentlig ikke at det er noget specielt for mig, tværtimod er det min erfaring at rigtig mange oplever vores liv som en serie forbundne scener. Vi er en slags hovedpersoner i vores egen film.

Igennem mit liv har de scener været med til at give mening med ellers meningsløse scenarier. Fulgt af musik i ørene på walkman, siden discman og i dag på telefonen, har jeg vandret utallige kilometre. Jeg har grædt leet og smilet skævt i bedste Bogart stil. Når min kæreste slog op og jeg var knust, var et af midlerne en tur langs med søerne i københavn, kraven rullet op vinden i håret og i bedste James Dean stil hænderne i lommerne imens tonerne af et passende melankolsk nummer satte prikken over i'et. Det kunne være November Rain med Guns n Roses.

Jeg ved ikke hvor mange der kan genkende det. Jeg tror vi finder hver vores vej, og hver vores metode. Selvom jeg tidligt lærte, at musikken og stemningen ikke lindrede, men at den tværtimod holdt mig fast i tankerne, kunne jeg dengang ikke slippe det. Det hører vel teenage alderen til, at man svælger i sine følelser og og gennem det, lærer noget om sig selv. I dag bruger jeg musik til at understrege en stemning. Jeg hører AC/DC Thunderstruck på vej ned af en pist eller på vej til et hårdt forhandlingsmøde, for ligesom at sætte mig selv op til det. Ricky Martin imens jeg dansende gør mig klar til en festlig aften. Mads Langer Overgiver mig langsomt, imens jeg skriver den her blog. Det væsentlige er selvfølgelig at jeg husker at styre musikken så den underbygger min kreativitet og tankestrøm og ikke overtager og holder mig fast, som den gjorde tidligere.

En aften i efteråret mødte jeg en ven jeg ikke havde set i en del år. I vores snak over en kop kaffe på en café bragte os tilbage til en fælles fortid, vi talte løst og fast om de oplevelser vi havde haft siden den gang. Pludselig udbrød han, det er helt vildt som du virker i balance med dig selv. Jeg blev glad, hvem vil ikke gerne virke sådan? Det stod i skærende kontrast til noget en vendinde mindre end en måned tidligere havde sagt til mig under en fest. "Du er over det hele Jacob, du virker slet ikke i ro"...

Kan vi være begge dele på én gang? Det korte svar er nok ja. I min erfaring toner vi vores handlinger og referenceramme alt efter hvem vi er sammen med. Det mest præcise eksempel jeg har set på det, var i min tid i forsvaret. Jeg var så heldig at være blandt de sidste, det blev genindkaldt til en større Natoøvelse. Jeg havde ikke set min gruppe og mine befalingsmands kolleger i nogle år. Vi dukkede op på kasernen og fik udleveret vores udstyr. Vi mødte vores nye delingsfører og officerskorpset. Det var nogle lidt hektiske dage men også hyggelige, hvor vi fik delt, hvad der var sket os hver især, siden vi havde forladt hinanden sidst.

Da resten af kompagniet dukkede op på kasernens lignede nogen sig selv, andre var vokset eller havde tabt sig. Nogle havde en del mindre hår end sidst andre havde fået en ny glød i øjnene. Der var ikke tale om soldater. Der var tale om tømrere, lærere, ingeniører, sælgere og meget meget mere. Det var ikke unge drenge men voksne mænd igang med at etablere sig i livet. Jeg talte med nogle af dem imens vi ventede på at få udleveret uniformer og udstyr til dem. Det var interessant at se, hvordan de var havde udviklet sig siden da... Så skiftede de til uniformer og fandt deres sovepladser i barakken.

Jeg har nogengange spekuleret på om der var en nisse på spil den nat. Næste morgen kaldtes vi til morgen appel som i gamle dage. Der var sket en transformation i løbet af natten. Dem der altid var i sidste øjeblik var pludselig igen i sidste øjeblik. De meget velformulerede og voksne mennesker var forduftet. Tilbage var der de unge drenge, der nogle år forinden havde været værnepligtige sammen. Dem jeg havde talt med dagen før, havde pludselig deres gamle sprog tilbage.

Jeg har siden oplevet at jeg selv på samme måde faldt tilbage til gamle handlemønstre, når jeg befandt mig i den gamle sociale arena. Således har jeg behændigt undgået klassesammenkomster, gammel elevfester og lignende. Fordi den tid ikke var behæftet med særligt gode minder og fordi jeg frygter at den rolle jeg var blevet tildelt og som jeg havde taget til mig, ville vende tilbage. Måske kommer der en dag, hvor jeg har den fornødne styrke til at gøre forsøget.

Det er ikke fordi jeg ikke vil møde de mennesker igen. Jeg har i år mødt flere af mine gamle klassekamerater fra både grundskoletiden og gymnasiet. Men det er foregået på en café eller lignende. en ny arena og i andre grupperinger end dengang. Det gav mig chancen for at forblive den jeg er nu. På samme måde bilder jeg mig ind, at de var mere sig selv som de er i dag. Måske er det en forkert antagelse, men det passer på mine observationer. Jeg nyder at møde nye og gamle venner. Men jeg foretrækker det sker på lige vilkår. Med tiden er jeg blevet mere og mere opmærksom på de sociale arenaers betydning for vores adfærd og tænkning.

Som så mange andre har jeg oplevet at savner en hjemstavn, et sted jeg boede og haft drømmen om at vende tilbage. Jo mere jeg går på opdagelse i det opdager jeg at det er tiden og de oplevelser jeg havde der, jeg savner ikke stedet. Flyttede jeg eksempelvis tilbage, ville jeg jo hurtigt opdage at de mennesker jeg definerede tiden med er flyttet væk og har forandret sig. Det ærgrelige er, at den tid ikke kommer igen, det gode er, at vi kan skabe en ny tid, der giver samme indhold i livet, hvis vi tør.

Det er svært, blandt andet fordi vi forbinder de sociale arenaer med stereotype personer. tænkt tilbage til din skoletid. Hvem var klassen klovn? Klassens stræber? klassens rod osv.... Vi opfinder stereotyper, fordi vi hurtigt kan navigere i forhold til dem. Et færdselsuheld er nødt til at have en skyldig / ond person der stod bag. Det kan ikke bare være uheldige omstændigheder.Vores medier er fyldt med stereotype forklaringer på sociale kontekster. Hvorfor? fordi vi har lært dem, at det vil vi gerne have.

Det er i min optik en simpel virkelighed, at vi får de politikkere, vi stemmer på, vi får de medier vi bruger og de produkter vi betaler for. Det er nemmere hvis alle de ting skete fordi folk passede ind i vores stereotype opfattelse, men virkeligheden er at de sociale systemer, vi befinder os i, er ufattelig komplekse og at sammenhængen er svært at se. Derfor er det oftest nemmere at give op. Det er nemmere at lave en knivlov der ikke hjælper nogen og som alle eksperter forklarer ikke har nogen effekt end at opfordre folk til at opføre sig ordentligt og tage ansvar.

Rollespil bruger i høj grad stereotyper. Der er krigeren, magikeren osv. hver "klasse" har en række stereotypiske begrænsninger. Der er oftest lavet for at sikre balance i spillet. Det jeg har taget med mig, er forståelsen af at mennesker hver især har en række potentialer. I rollespil er karakteren beskrevet med en række tal i forskellige karakteristika. I virkeligheden er det selvfølgelig mere komplekst. Vi er født med muligheden for en vis styrke, en vis intelligens osv. Men hvis mine ben er 50 cm lange, er det mindre sandsynligt, at jeg kommer til at slå løbere som Carl Lewis. Til gengæld er der også sådan, at vi kan opnå langt mere end vi tror med vores potentiale. De færdigheder og evner vi tillærer os i livet er et potentiale, der ikke er givet på forhånd, men vigtigere endnu er hvordan vi bruger dem. Hvis vi forholder os stereotypisk til dem, vil det blive en begrænsning. Hvis vi er kreative og innovative vil de blive en styrke, der løfter os.

Jeg møder det nogen gange hos venner og familie der er jobsøgende. Jeg oplever at folk især ser på deres primære uddannelse som definerende, hvilket arbejde de kan få. I min erfaring er din uddannelse en række kompetencer og færdigheder. Hvordan du kan bruge og udnytte dem, vil vise hvilke typer at jobs du kan bestride. Hvordan du kan sælge og overbevise nogen om det, vil være meddefinerende på hvor nemt / svært det vil være at finde et job. Det ER faktorer som du ikke er herre over. Men der er også faktorer du lader bestemme over dig. Jeg er for gammel? måske eller også er du for erfaren? for genstridig? for sat? Måske var du bare uheldig, at virksomheden havde den forkerte opfattelse af dig? Det er ikke rart og fedt at være jobsøgende og jeg tror ikke der er ret mange, der er det med deres gode vilje.

Jeg møder det når jeg snakker med mennesker rundt omkring. Jeg er så uheldig, jeg bliver altid misforstået det er altid mig der tager affaldet ud, det er mig, der skal tage de sure slagsmål osv osv. Min erfaring er, at du kan ændre på det. Det er ikke nemt, det er ikke sjovt og det er ikke hurtig gjort. de roller vi tager og bliver sat i, har vi en tendens til at holde fast i...

At ændre vores rolle i en socialkontekst er ikke kun gjort ved at tale om det. Det kræver konstant årvågenhed, fordi vi hele tiden falder tilbage til vores gamle vaner og handlemønstre. Vores venner, familie og kolleger regner jo også og forventer at vi gør det. Vi vil som mennesker så gerne leve op til de andres forventninger. Hvis du mener jeg tager fejl så kig dig omkring. Hvor kan du se at du er storebror, lillebror. Hvor kan du se at du er vennegruppens klovn eller idémager? Hvis du kan se din rolle klart, kan du også ændre den, hvis du vil.

Jeg har igennem livet været musketer, joker, historiefortæller, melankolsk sortklædt vred ung mand, soldat, ridder, mørkets engel og meget meget mere. Prøv lige at tænk på hvilke billeder de titler gav dig på nethinden. Hvad er jeg så lige nu? forfatter? blogskribent? filosof? I virkeligheden er jeg summen af mine erfaringer og socialekompetencer. Der er ikke en titel, der passer lige med undtagen måske af menneske. Velkommen i klubben af mennesker på jorden. Hvis du læser det her håber jeg du slutter dig til os, og ser nuanceret på dig selv. Måske kan du så også bedre se nuanceret på dine medmennesker. På den måde kan vi alle sammen være med til at låse op for hinandens potentialer til at blive endnu bedre end vi allerede er.

Godt nytår alle sammen.

Jacob

søndag den 17. november 2013

At være Rollespiller eller at spille rollespil, det er spørgsmålet.

Jeg tror det var i 8. klasse. En af mine nye klassekamerater viste en bog til to andre. Forsiden var i mørkeblå tonede farver og viste en troldmand. Ryggen på bogen var orange, og den havde den der ny bog duft. Drengene i den gruppe, var i høj grad incrowden. Alt, hvad de havde med, var spændende, og der var, som jeg husker det, en del småsnak om det her, de havde fundet inde i København. Der var tale om mit første møde med Advanced Dungeons & Dragons, rollespillet.

Jeg var øjeblikkeligt fascineret af det her nye spil, der, kunne jeg forstå, kom fra USA. Der var umiddelbart to udfordringer forbundet med det her møde. Det første var, at jeg ikke havde penge til at købe den slags bøger selv, og der var langt til jul. Den anden at spillet skulle spilles med en gamemaster og en gruppe af spillere. Jeg havde ikke nogen gruppe, jeg lige umiddelbart kunne være en del af.

I løbet af de næste uger, forsøgte jeg at spørge mere og mere ind til det. Jeg prøvede at finde ud af så meget som muligt, fordi jeg på et eller andet ubevidst plan vel håbede, at det kunne blive det fælles tredje, der kunne forbinde mig med drengene i den nye klasse. En af mine klassekamerater, gav mig nogle selvstøbte figurer til spillet og jeg fik skaffet en bog eller 2.

Jeg kom aldrig rigtig ind i deres gruppe, men jeg lærte dem at kende. Selvom jeg nok stadig havde svært ved det sociale spil, blev det at gå i skole, efterhånden ikke rædselsfuldt. Den dag i dag tror jeg, at jeg mest var på tålt ophold i den drengegruppe, men de gjorde rigtig meget for at tale med mig, og invitere mig med ind, når de havde overskud.

I boghandlen fandt jeg nogle eventyrbøger, der baserede sig på, at man kunne "spille" dem alene. De hed sværd og trolddom. Jeg lærte en butik at kende i København, jeg stadig besøger, når jeg er i nærheden. I mangel af en gruppe, begyndte jeg selv at tegne og designe eventyr, som min lillebror med mere eller mindre tvang blev sat til at gennemføre. Der var, en udvikling i gang inden i mig. Jeg fik en hobby, som jeg aktivt havde valgt selv. Andre tror jeg har oplevet lignende med kampsport, fodbold osv. Det blev næsten alt opslugende. Jeg læste engelske regelbøger og udvidede mit ordforråd, jeg lærte matematik til at løse udregninger, der var nødvendige i spillet. Så kom voksenverdenen og smadrede det.

Jeg tror, det var min mor, der kaldte på mig. Der kom noget om Rollespil i nyhederne. Jeg skyndte mig ind og så udsendelsen sammen med dem. Det var ikke just den mest positive oplevelse. Spillet blev sat i forbindelse med op mod 85 tilfælde af mord og selvmord i U.S.A og en psykolog brugte en stor del af udsendelsen på at fortælle om den fantasiverden, der nærmest automatisk gjorde folk skizofrene. En del af de mennesker jeg kendte fra miljøet udtalte sig, men ingen af dem, brændte igennem. Der var tavshed, sådan husker jeg det ihvertfald i stuen, da udsendelsen fortsatte, med andre indslag.

Mine forældre var bekymrede, jeg var jo også lidt en drømmer, jeg brugte også for meget tid på det, og for lidt på skolen, det kunne jo være farligt. Jeg modargumenterede og jeg kæmpede benhårdt for, at få lov at blive ved. Det var, tror jeg, første gang, jeg for alvor hele vejen igennem følte at jeg havde ret, og at de ikke fattede noget som helst.

Det er jo ikke ualmindeligt, at teenagere har skænderier med deres forældre. De er bestemt heller ikke ualmindeligt, at man i de år, føler at ingen forstår en. Når man bliver ældre ser man oftest tilbage med en lidt anden forståelse. Min fortolkning af den tid er, at min forældre oplevede en række forandringer med mig. Det var vel også på tide, tænker jeg. Da de kom, var det nærmest eksplosivt. Det jeg tog med i mit voksne liv, var erkendelsen af, at selvom jeg den gang var ufattelig ked af det og vred over deres "manglende" og lyst til at sætte sig ind i det, var deres bekymring og forsøg på at begrænse det, et udtryk for en massiv kærlighed. Havde de ikke følt det, havde de været uengagerede og ligeglade, den oplevelse har jeg, i forhold til så mange andre, aldrig haft.

Jeg oplever idag, at jeg sætter grænser for mine børn, hvor deres jævnaldrenes forældre, finder mig for restriktiv og for hård. Men hvis resultatet af vores angst for konflikter med børnene i jagt på kvalitetstid, hvor vi jo "fandme skal hygge os og ikke skændes" fører til at vores børn oplever os som mere travlt beskæftiget med os selv end dem, så lever jeg gladeligt med andres fordømmelse på det punkt.

Det er af samme grund, at jeg er imod tvungne lektiecaféer, selvom jeg er vild med konceptet, for de børn hvis forældre ikke har muligheden for at hjælpe til. Mere om det en anden gang. Mine børn er mit ansvar, og de er mine ikke statens. Derfor må og skal jeg også tage mig af deres dannelse, opdragelse og selvværd.

Psykologen havde ret på et punkt. Den virkelighed, der åbnede sig for mig i rollespillet, var særdeles tiltrækkende. Jeg fandt et frirum der, hvor jeg kunne flygte hen og fascineres af de historier, jeg læste. Den dag i dag, kan jeg finde en bog frem sågar en regelbog og sidde og bladre løst i den, med en kop kaffe på bordet. Der kan hurtigt forsvinde et par timer, men det er som at komme tilbage i tiden. Måske har du ligende billedlige "sutteklude"?

Da vi flyttede til Ganløse, fik jeg startet en reelt fortløbende gruppe op. Den bestod af min bror og en del af hans venner. Vi spillede Warhammer og systemet samt den lidt mørke humor, passede godt ind i tiden. Det var her mine grundlæggende erfaringer i Gamemastering opstod erfaringer og indsigt, der i den grad er kommet mig til gode i så mange andre af livets sammenhænge siden. I rollespillene er karakterer (hovedpersoner spillet af spillerne) defineret ved en række attributer og tal. Hver karakter har et sæt evner og færdigheder. Jeg begyndte at opdage, at næsten alle kombinationer kunne bruges med fordel, det krævede man ændrede sin tilgang og spillestil. Ikke ulig den virkelige verden.

Fra mine timer med rollespil fik jeg pludselig en flok. Her hørte jeg hjemme. Jeg fik optrænet abstrakt tænkning, kreativitet, intuition, udviklede min empati og mine sociale kompetencer. Som Gamemaster styrer du spillet, plottet og alle de karakterer spillerne møder. Det kræver overblik, struktur, evnen til at kunne portrættere stereotyper. Ind imellem havde vi marathon spilgange. Den gang var det mest de, der ikke var mest inde i varmen, der spillede, og da kun meget sjældent pigerne. i dag har det heldigvis ændret sig.

Rollespil blev på mange måder en væsentlig begivenhed, og man burde måske skrive den ind i sin livsbegivenhed på Facebook. På handelsskolen efter gymnasiet, blev det et fælles tredje som førte til et nyt venskab jeg har den dag i dag. Senere på seminariet gentog den oplevelse sig. Jeg tror egentlig, at fast ugentlig rutine om trivial pursuit eller andre spil, kunne have skabt meget af den samme stemning. Nu var det bare den her verden, der fangede mig. Jeg har haft rigtig mange gode stunder sammen med 5-6 venner, hvor der blev drukket litervis af kaffe, digtet poesi, skabt fantastiske fortællinger, vi den dag i dag kan fortælle og grine omkring.

På seminariet var vi nogle stykker, der udviklede vores eget system. Det system er den dag i dag, stadig det jeg er mest glad for at spille og har lært mig, hvor meget man kan, når man virkelig beslutter sig for det. En dag, måske, udgiver jeg det, men det er primært lavet, fordi det var nødvendigt. Vi er som voksne en gang imellem hurtige til at placere de ting vores børn laver i kasser, som er enten gode eller dårlige for vores børn. sandheden er vel at alting kan misbruges.

Hvor jeg den gang i 80'ernes verden af subkulturer og identitetsjagt ofte hørte mig selv introducere mig som rollespiller, er jeg i dag meget mere end det. Mit mål igennem alle årene var at lave en god historie. Jeg elsker gode historie og brugte en del af de erfaringer til at fortælle historier i året for den gode fortælling. I dag siger jeg ikke at jeg er rollespiller, men at jeg spiller rollespil, kan du se forskellen? En vigtig lære fra den tid i mit liv er, at man må ikke undervurdere betydningen af en hobby, men den må ikke blive så opslugende, at den fjerner dig fra livet. Jeg håber, at jeg er istand til at se det, når mine børn kommer hjem indfanget af en ny dille, jeg egentlig bare finder latterligt og fordummende. Mon ikke du vil gøre det samme?



tirsdag den 12. november 2013

Min autopoiesis og mig...

I gårsdagens indlæg kommenterede jeg på det, jeg kalder mit Amerikanske jeg. Det er måske på sin plads, at fastslå: jeg ikke er amerikansk. Jeg er født i Danmark, betragter mig selv som dansk og på mange måder, utrolig glad og stolt af det. Men hvad betyder en nationalitet egentlig? Den systemiske teori ville nok se det som et socialt system. Et fællesskab skabt af en række strukturer og mønstre omkring nogle fælles sociale spilleregler. I en global verden, hvor vi, i stigende grad, har adgang til informationer om andre dele af verdenen, deres spilleregler og deres løsningsmodeller, vil det alt andet lige skabe en lang række af forstyrrelser for Danmarks autopoiesis. Vi lever i en brydningstid siger nogen, andre ,inklusiv mig selv, ville sige, at det har vi altid gjort. Der har, i det her område, været skiftende folkestammer og kulturer fra de første mennesker satte deres ben her. For mig er det, der gør mig særlig glad ved Danmark en række værdier som mit system har lært sig er danske. Udfordringen er, at det ikke nødvendigvis er de samme værdier, du har tillært dig i dit system.

Vi fremhæver ofte Janteloven som særlig dansk, jeg tror snarere at jalousi og ærgrelse er følelser der udspringer af noget meget menneskeligt. Hvorfor er det nu, at vi er kritiske og skeptiske overfor folk som stikker af fra normen? Hvorfor er det overhovedet interessant, kunne vi ikke bare acceptere det, og så komme videre med vores liv? Det er gode og vigtige spørgsmål, især i en tid, hvor vi i Danmark taler om inklusion, for kan vi overhovedet have inklusion i et ikke rummeligt samfund? Er vi ikke nødt til at acceptere mangfoldighed, før vi begynder at tale om inklusion i nogen som helst områder? Det giver ihvertfald mening for mig.

Jeg tror, det er i menneskets natur at huske de negative oplevelser. Vi tager dem til os som erfaringer og omdanner det til en viden om mønstre og strukturer, vi hurtigt kan genkalde os, hvis vi står i lignende situationer og har brug for redskaber. Et eksempel: Samleren der i fortiden fandt et nyt bær, spiste det, måske tilskyndet af sult. Bæret viser sig at være giftigt og kun med nød og næppe overlever menesket. Det er klogt, at den erfaring nu lagres negativt og bær vil fremover (især nye og uprøvede) være noget man nærmer sig med forsigtighed. Vi agerer ud fra de erfaringer, vi allerede har gjort os overfor vores omverden. Vi skal mangle redskaber eller opleve at vores forudfattede fortolkning af situationen er utilstrækkelig, før vi åbner os for nye indtryk. Det er det autopoesisen handler om. Vi møder andre mennesker og nye situationer, med de erfaringer, vi allerede har gjort os i fortiden. En af de få fortærskede floskler, der understøtter den tanke, er brændt barn skyr ilden, som måske nutidigt kunne hedde brændt menneske frygter, at blive brændt igen.

Når man i pædagogiske og politiske kredse en gang imellem taler om, at mennesker fødes nysgerrige og videbegærlige og når forskere påpeger, at vi mister den læringslyst (oftest i løbet af folkeskoleårene) handler det måske netop om, at der fyldes mange indtryk ind i aotopoiesisen i de år. De lagres som negative erfaringer, begrænser og skærmer os fra nye lignende erfaringer. Det er derfor anerkendelse som tilgang, er så forbandet vigtig. Det er for nemt og ensidigt, at beskylde lærerne, skolen eller samfundet for den udvikling. Nej vent lidt - Samfundet er måske egentlig rigtigt nok, for i min verden er vi alle sammen samfundet. Du, jeg og de mennesker der deler vores strukturer, mønstre og fælles spilleregler.

Hvis jeg har ret i mine antagelser, betyder det også at ting som smålighed, mistro til sine medmennesker, angst for fremmede kulturer og mobning, dybest set er reaktioner opstået på baggrund af negative erfaringer. Hvis vi vil skabe et bedre samfund, er vi nødt til at holde op med at tro, at det kan gøres ved at opstille regler. Reglerne bliver kun fulgt, hvis de giver mening for det enkelte system. Knivloven er mit yndlings eksempel. Når unge stikker hinanden ned, sker det ikke fordi, der ikke var regler i forvejen. Det var der jo. Det sker fordi de unge, der er i situationen har det som et handlemønster, det er en mulighed at bruge. Vi kan lave nok så mange regler og strafudmålinger, men hvis ikke vi følger dem op, ved at forstyrre de unge i deres forudfattede meninger om det at gå med og bruge kniv, ændrer vi ikke ved andet, end mængden af folk, der over en nat er blevet kriminelle. I værste tilfælde skader vi de fælles spilleregler, som medfører, at polariseringen i det sociale system Danmark forøges, fordi der opstår flere negative erfaringer.

Problemet er, at der i min opfattelse er ved at opstå endnu et system i systemet. Der er tale om en uddannelses klasse som har fælles sprog, fælles forståelse samt strukturer og mønstre. Den måde de opfatter deres omverden på er forskellig fra andre delsystemer i Danmark, og de har erfaret, at man kan regulere og styre sig ud af den her type problemer. Den type technokrati havde man oprindeligt forsøgt at undgå i vores demokratimodel, ved at regne med, at de 179 folkevalgte i parlamentet ville afspejle Danmark bredt og ved at indføre en tredeling af magten.

Det kan virke håbløst, men det er det ikke. Systemer kan ændre sig. De udmærker sig ved at ville leve og det kræver tilpasning. Systemet lærer ved forstyrrelser, der er passende i kompleksiteten. En sådan forstyrrelse kan være ændrede stemmemønstre, ændret retorik og ændrede holdninger. Men det kræver, at du gør noget anderledes, og det kræver, at det giver mening for dig.

Det gør det for mig. Jeg vil noget andet, end det jeg oplevede som barn. Her er et lille tip, du kan ikke ændre andre, men du kan ændre din fortolkning af deres handlinger og dermed din reaktion overfor dem. Det i sig selv er en forstyrrelse af rang, der kan skabe forandring hos dem. Du kan bare ikke styre tempoet eller hvilken forandring det bringer. Det er jo der, der gør det så fantastisk spændende at være menneske.

Men tør du? Forandring er svært. Det er forbandet hårdt at skulle være opmærksom på sin autopoiesis, at skulle være uærbødig overfor sine egne fortolkninger. Et favorit eksempel er i filmen Jeanne D arc. Dustin Hoffmann spiller rollen som hendes samvittighed og udfordrer hendes autopoiesis. Det sværd hun føler var givet til hende fra gud, kunne være kommet til hende, ad så mange andre veje....

Spørg dig selv, Er der andre fortolkninger på dine medmennesker handlinger, end dem du først griber til? Svar ærligt på det, og pludselig har du så måske et mere nuanceret syn på dine medmennesker. Med tiden fører det nye syn på dem til nye handlinger og måske til sidst, en verden præget af mere umiddelbarhed i kontakten mellem mennesker.

Det er mit håb, at det ikke er min forud fattede fortolkning, der får lov til at vælge, hvem jeg bliver inspireret af i morgen. Hvad med dig?






mandag den 11. november 2013

Mit amerikanske jeg og et spark i r... til Jante

En kollega og jeg holdt skansen på kontoret alene. Det var fredag og vi delte en kop kaffe på hendes kontor og småsludrede lidt. I løbet af samtalen kom det frem at hun havde tænkt, at jeg var meget amerikansk. Jeg var tavs (I sig selv noget af en bedrift), og min hjerne drønede i sit analytiske hjørne for at lure, hvad hun mente med det.

Nu hører det med til historien, at jeg er opvokset under en kold krig, der raserede hele verdenen. Truslen om en atomkrig var reel, og som barn oplevede jeg tit de skel, der var i Danmark på grund af det. Især i gymnasiet og i min omgangskreds, var det ikke ligefrem smart at være glad for amerikanerne. De var selvglade, troede de var verdenens politibetjente, "de var kapitalister" og lignende sætninger fløj ofte igennem luften. Slut firserne var perioden med de store Vietnamfilm, som bestemt ikke hjalp på stemningen...

I mit indre univers var det lidt anderledes. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvordan et land med mere end 300 millioner mennesker kan være på en bestemt måde. Men som jeg husker firserne var de fyldt med subkulturer og samfundssplittelse, det er altså ikke noget nyt og der var det heller ikke i 80'erne. Prøv at se hvor stor forskel der er på yuppie og punk, på Walter og Carlo og Pelle Erobreren. Personligt har jeg, siden jeg første gang stod på landgangs strandene i Normandiet, nok altid haft en taknemmelighed for, at de kom fra den anden side af verdenen og hjalp os. Sådan er mit syn på historien og på begivenheder omkring os, nok altid lidt skævt, i forhold til min samtid og især forhold til, hvad der er populært at mene. Det er egentlig ikke fordi, at jeg vil være på tværs, tværtimod. Jeg har bare rigtig ofte oplevet, at jeg ser og vægter nogle ting anderledes end mange åbenbart.

Tilbage i kontoret må min kollega have fornemmet min usikkerhed, for hun uddybede. -" Du er glad, du er ikke bange for at vise, når du har gjort noget godt og du taler med alle". Der var mange flere ting, der kom frem i den samtale, og da jeg gik ned til mit eget skrivebord kunne jeg mærke jeg var glad og positiv. Der var en af de bedre fredage...

Det er i grunden ret godt observeret af hende. Jeg har en del gange efterhånden haft oplevelsen af at tale med mennesker, jeg ikke har set i længere tid. Ret mange af dem siger ting som "Gud, du er helt anderledes end jeg husker dig" eller " Du er ikke så snobbet, som jeg troede". Min umiddelbare reaktion på den slags AHA oplevelser, er som regel at smile og tilkendegive, at jeg er glad for at jeg vandt ved nærmere bekendtskab. Indvendigt bliver jeg nok i virkeligheden lidt ked af det hver gang. For hvad er det der gør, at vi så hurtigt dømmer andre?

Hvis min kollegas definition af at være amerikansk er korrekt, er jeg forbandet stolt af at være amerikansk i min tilgang til andre mennesker. Jeg prøver at huske at tale med alle typer af mennesker. Jeg roser og anerkender der, hvor jeg kan se, at der er noget at anerkende jf. mine tidligere indlæg, har jeg jo selv oplevet, hvad det gør ikke at blive set. Jeg er bare heldig at de mennesker jeg møder, alle på den ene eller anden måde indtil nu, har indeholdt ting, der var værd at se og komplimentere.

Den anden del af at være amerikansk handler om de ting man tør tale om. Jeg kan ligeså godt indrømme det, jeg taler om de ting der lykkes og som jeg er stolt af. Før i tiden har mine kolleger oplevet mig lægge telefonen på skrivebordet, for med det samme at falde på knæ i bedste fodboldspillerstil og udbryde: "YES! fuck, hvor var jeg god!!!". I starten tror jeg, de var forundrede, i dag sker det mindre ofte, men når det sker, håber jeg de smiler af det og tænker " Ja, det er han i grunden".

Desværre er det min oplevelse, at det at tale om ting man er god til i Danmark, ikke bliver modtaget med en stille accept. Tværtimod starter det kritiske system. Det kan ikke være rigtigt. Du har snydt, du skjuler noget, du er ikke ligeså god som.... Kender du den følelse? Følelsen af stille jalousi over en andens succes? - Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg selv er blevet ramt af den igennem tiden. Mistroen overfor talent istedet for glæde over at kende en, der er god til noget? Der er kun én ting at gøre, og det er at aktivere de filtre, der stopper talestrømmen og mimikken inden det afspejler det, og ødelægger den andens glæde. Spørg dig selv -"hvorfor fanden er det så svært at være glad på hans / hendes vegne?" Måske vil du som mig opleve, at svaret en gang imellem er, fordi jeg ville ønske, det var mig. OK accepter det og begynd så på at arbejde på, at der blir' dig.

-" Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det ikke er sandt." Jeg hader den sætning af hele mit hjerte. Den og så titlen på sangen "på det jævne på det jævne." Prøv at smag lidt på den her "Flyv ikke højere end vingerne bærer" ?!?!? For at bruge moderne sms sprog WTF!!!! (for de lidt ældre læsere en forkortelse af WHAT THE FUCK -Hvad helvede på dansk ;-)
Det kunne jo også være at man lige præcis havde mødt det ene menneske, der havde løst en gåde, hvis løsning har undsluppet os selv i et stykke tid. Vi kan nu vælge at lære af det menneske, eller forbande det og kæmpe videre med løsningen selv - But why?

Jeg er sulten på livet og forsøger hele tiden at hente nye indtryk, ny viden og nye oplevelser. Jeg har det svært med konformitet, men jeg bebrejder ikke dem, der har det bedst sådan. Se det er dér forskellen er. Hvorfor må andre bestemme, hvad der er bedst for mig? Hvis de er glade for en hverdag, præget af rutiner, som gør dem trygge, synes jeg det er fantastisk. Men hvis jeg kvæles i det, skal jeg så partout leve det?

En dag blev jeg kaldt ind på skolens kontor. Min leder var bekymret. Flere af mine mandlige kolleger havde været forbi ham. De havde bemærket at jeg talte om, hvor svært det var at være ny, hvor store krav den nye eksamensform stillede, hvor meget det fyldte at blive far, hvor svært min kone og jeg havde det med at finde hinanden igen efter det. Derudover havde jeg vist også haft lidt rigeligt enkelt sygedage. Der er tre grunde til, at den samtale sider så dybt i mig. Det ene var, at ingen af de kolleger havde spurgt mig direkte, om jeg havde det godt? Den anden grund var at jeg nu også som voksen stod og fik kritik, for noget jeg egentlig ikke følte var retfærdigt. Selv den dag i dag, kan jeg mærke varme kinder, bare ved at skrive om det. Jeg blev flov og ked af det. Den tredje grund er, at det her gik op for mig, hvor hæmmet jeg pludselig så mine mandlige kolleger som.

Ja jeg taler om det gode og det dårlige. På den måde får jeg i samtalen reflekteret over det og sat det på plads. Er det ikke det venner og kolleger gør med hinanden? Åbenbart ikke der. De folk der kender mig godt i dag ved, at det er, når jeg bliver stille og sammenbidt, at den er galt. Det er dér, jeg har brug for hjælp og ikke længere selv kan se det. Jeg tænker på samtalen med et smil i dag. Ved hjælp af tillidsmanden fik vi afklaret, at jeg hverken havde mere eller mindre sygdom end forventeligt, at der ikke var noget mønster eller uforklarligt. Der var tale om en italesættelse af mig og en kultur i at forstå mig, uden om mig. Kender du til den slags kulturer? Jeg har lært en del igennem mit liv, men en af de mest værdifulde lektier er, at mit temperament for tiden, passer bedst ind i den private sektor. Der har jeg flest gange oplevet, at man satte pris på den type, jeg tilsyneladende er. I et senere indlæg vil jeg uddybe noget om typer og den narrative forståelse af dem.

Der er i min forståelse af livet og verdenen et hav af mennesker, med en mangfoldighed af talenter og potentialer. Hvis vi forstår at vise dem, at det er værdifuldt, kan vi hjælpe dem til nye højder. Alternativt kan vi forfølge dem, der stikker ud, og så slår vi mangfoldigheden ihjel, det har vidst været prøvet før i historien. Tænk lidt over den...

Mener jeg at jeg er god? - Ja til nogen ting er jeg fandme god. Er jeg bedre end andre? Ja sikkert til noget, omvendt er de bedre end mig til andet, det er jo det fantastiske ved diversiteten i vores flok ikk'? Selvtilliden er ved at komme sig ovenpå nogle hårde år. Selvværdet... Det arbejder jeg på. Hvad med dig? Ved du egentlig hvor meget du betyder for andre, hvor stor værdi du har? Min fornemmelse er, at den er støre end du tror på.


søndag den 10. november 2013

Relationen der gjorde en forskel.

Som de kvikke læsere har bemærket, hælder jeg meget til den konstruktivistiske videnskabsteori. Jeg tror ikke på deciderede objektive sandheder. Jeg tror på, at vi på mange planer, som mennesker, bliver enige om hvad sandheden er. Det gælder i mange af livets forhold. Når jeg kigger tilbage på min skolegang, er jeg godt klar over, at det sker med mine egen subjektivitet. De hændelser og livbegivenheder der betød så meget for, hvordan jeg udviklede mig til at blive, den jeg er i dag, blev skabt i mit møde med andre mennesker.

Der er forsket en del i udsatte unges liv og udvikling. Der er i den forskning 2 begreber, der konstant dukker op og tilsyneladende er væsentlige. Min påstand er, at de er væsentlige for alle mennesker ikke kun de udsatte. Det ene er resiliens, det andet er relationen til en betydende voksen. Det er svært at sætte ord på resiliens. Når man i socialpædagogiske virksomheder og psykologiens verden snakker så meget om den, er det fordi den tilsyneladende, er en af de faktorer, der afgør, hvor godt vi klarer os.

Jeg har i min tid oplevet mange "grimme" ting. Jeg har hentet børn i lejligheder fyldt med skidt og hvor forældrene havde mere travlt med at slås end at sige farvel til deres børn. Jeg har mærket hvordan det føles, når en klasse spærer vejen hjem for dig, fordi nu skal du "lære det". De ting jeg har set og mærket, tror jeg ikke er værre end dem så mange andre har oplevet. Men af en eller anden grund klarer nogen af os godt ud af de oplevelser og andre "går til".

Resiliensen eller den indre modstandskraft må komme et eller andet sted fra? Når jeg trods modgangen blev stærkere og kom videre på mange punkter, tror jeg det skyldes, at jeg i min helt tidlige barndom fik kærlighed, omsorg og havde betydningsfulde voksne omkring mig. Der er sikkert mange andre faktorer, men lige nu vil jeg fokusere på anerkendelsens rolle.

Fordi jeg var blevet set og hørt, fordi jeg havde oplevet at være værdifuld i mig selv og fordi jeg var omgivet af troværdige voksne, fik jeg bygget mit selvværd op, så jeg grundlæggende helt nede, havde nået at stå imod med. Andre var ikke så heldige. Da mobningen tog fart, og da oplevelsen af ikke at være værdifuld i flokken kom, måtte jeg opfinde andre strategier og steder at overleve. Det vil jeg sikkert komme tilbage til i et senere indlæg.

Jeg har haft en del betydningsfulde mennesker omkring mig, men den jeg husker helt tilbage som afgørende vigtig i mine tidlige år, var min mormor. Når jeg var mest ked af det, eller oplevede mig mindst vigtig var hun der for mig. Den dag i dag er hun den der betingelsesløst elsker mig og giver udtryk for det, hver gang jeg møder hende.

Min mormor og morfars hjem var et helle.  Det var stedet, hvor jeg oplevede at kunne sidde i timer og lege med modellervoks, uden at blive kritiseret for at "gemme" mig fra omverdenen. Det var dér, jeg kunne fortælle mine mange historier om dragebetvingere og om drømme uden at blive dømt som mærkelig eller ved siden af.

Min mormor og morfars hus havde en swimming pool og lå op til Rudersdal skov. Jeg har brugt utallige sommeraftener på deres terrasse omgivet af min familie. det var dér mere end nogen andre steder jeg lærte at svømme. Den dag i dag er jeg utrolig glad for den evne. Min morfar malede akvareller. Jeg har den dag i dag nogle af hans billeder og de får mig altid tilbage til den tid. Mødet med kunsten og kreativiteten skulle være et af de steder, hvor jeg fandt noget jeg kunne.

Jeg fik formning i skolen. I en tid, hvor ikke ret meget andet fungerede for mig, blev min formningslærer en utrolig vigtig person. I lang tid, var han den første der så mig. Han var vildt med fotografering, han havde historier og brændte for sin verden. I hans timer tegnede jeg, malede jeg, lavede ler og følte at jeg kunne være med. Jeg var ikke den bedste i klassen, men jeg fandt noget jeg kunne bidrage med. Jeg lavede havteater og lavede forestillinger. Jeg tror ikke nødvendigvis, det gav mine klassekamerater et bedre indtryk af mig, men det gav mig noget.

Nogle gange tænker jeg tilbage på ham. Lod han mig lave det jeg havde lyst til, selvom jeg egentlig burde have lavet noget andet? Måske gjorde han, men det kan jo også være, at han så mig. Den kunstneriske proces handler jo ofte om at gøre og udvikle indtil man er færdig med et område. Jeg tror at min projekttilgang til nye områder i livet og min entusiast del blev skabt i de timer.

En dag hvor jeg havde det skidt, var jeg gået en tur i frikvarteret. Jeg løb ind i min formingslærer på vej tilbage til skolen. Jeg blev glad. Jeg husker det som en følelse af at være tryg. Det var solskin og som jeg husker det, forår. Jeg havde meldt mig til formning som valgfag. Jeg tror ikke kæften stod stille på mig i de første 5 minutter af vores følgeskab. Pludselig sagde han -  " Jacob er du bange for tavsheden?" Jeg kan ikke huske mit svar. Først blev jeg flov, som jeg så tit gjorde, når voksne udtalte noget, jeg tog som kritik. Jeg blev stille og eftertænksom. Jeg tror min hjerne arbejde på højtryk for at forstå, hvad han mente. Essensen af det møde er, at den stærke relation kan tåle den slags forstyrrelser. Netop fordi han betød så uendeligt meget for mig, gav hans ord mig grund til at reflektere og tage dem ind. Jeg forsøgte mere og mere i hans selskab at holde igen på talestrømmen. Jeg har stadig ikke helt lært det, og tror ikke jeg nogensinde får styr på det.

Tale er sølv og tavshed guld, ja måske. Måske for dem hvor den indre dialog ikke fylder ret meget. Måske for dem, hvis selvværd er så stærkt at det kan bære lange perioder med tavshed. Men for mig i den alder, var tavshed ikke guld. I tavsheden foregik der en masse tanker hos andre og jeg kunne ikke finde ud af hvad de tænkte om mig, når vi ikke talte sammen...

 Det svære ved relationen er at den ikke kan planlægges. Som socialpædagogisk medarbejder har jeg utallige gange forsøgt at planlægge aktiviteter som skulle give mig og en ung en fælles oplevelse, der kunne hjælpe vores relation. Det er bare sådan, at vi som mennesker selv vælger ud, hvem der bliver betydningsfulde for os. Det kan være en belastning for dem vi vælger, det kan være ubelejligt, men det er sådan det er. De blivende relationer er dem, der med tiden bliver ligeværdige. Hvor du som menneske oplever at du kan give igen. Jeg forlod Virum skole efter 9. klasse og har kun mødt den lærer en enkelt gang siden. Jeg fik aldrig fortalt ham, hvor meget han gjorde en forskel for mig. Jeg forsøger at huske at fortælle min mormor det, så tit jeg kan.

Måske har du været en betydende voksen i et barns liv? Måske har du haft den bærende relation og betydet en kæmpe forskel for andre? Måske er der nogen der har været den betydende for dig. Mit råd er, fortæl dem det. Lad dem vide at de gjorde en forskel. Måske får vi så skabt en verden, hvor det at gøre en forskel for andre, er en værdi i sig selv.

lørdag den 9. november 2013

Anerkendelse, selvværd og selvtillid.

Den manglende anerkendelse kan have ufattelig store konsekvenser hele livet. For mit eget vedkommende fik en skolegang og en opvækst i miljøer ikke ligefrem præget af anerkendelse, netop det. Jeg har tidligere beskrevet, at anerkendelse ikke er det samme som ros. På samme måde er anerkendelse heller ikke det samme som at negligere de områder, der ikke fungerer eller at lade som om, at alting et andet menneske gør er godt. Begge dele er det, jeg kalder symptom handlinger.

Jeg kan selv huske en episode fra min skolegang, hvor læreren stillede et spørgsmål ud i klassen. Jeg rakte hånden op, jeg vidste absolut, hvad svaret var. Da læreren valgte mig, startede min talestrøm. De af jer, der kender mig ved, at jeg taler en del. Det kan virke belastende, det er jeg klar over. Det er sandsynligvis det samme, min lærer tænkte. Ihvertfald var hans nonverbale kommunikation meget tydelig. Med et kropsprog der viste mig med alt uønskelig tydelighed, at han dybest set ikke var interesseret i mit svar, ventede han tålmodigt til jeg var færdig, for derefter at kvittere med et "det er rigtigt, Jacob ... fint". Derefter fortsatte han med gennemgangen. I hans kommunikation havde jeg opfattet at han kiggede ud af vinduet. Han kløede sig fraværende i skægget. Hans blik flakkede ned i hans papirer og han kiggede på uret. Det eneste jeg gerne ville have haft ud af at svare, var at opleve at han interesseret havde bekræftet at mit svar var rigtigt, og at det betød noget, at jeg havde svaret rigtigt. Det er især det sidste, der er vigtigt, når man taler om anerkendelse.

Der kan være tusinde grunde til, at min lærer dengang ikke sendte mig de signaler. Han kan helt rigtig have været træt af mig og min talestrøm, det var jo ihvertfald det, jeg fik ud af situationen. Men han kan jo også have haft en dårlig dag. Han kan have spekuleret på, om han nu nåede pensum. Han kan for den sags skyld have tænkt på, om han huskede at slukke kaffemaskinen, eller måske har han trængt desperat til en cigaret. Der kan have været alle mulige grunde til, at hans kropssprog var, som det var, men som mit første indlæg sagde, afhænger fortolkningen jo af den dominerende fortælling.

Jeg har i løbet af de sidste indlæg frembragt en række situationer, hvor jeg beskriver elever og lærere. Det er mig magtpåliggende lige at indskyde, at jeg ikke vil bebrejde dem noget. De lærere jeg omtaler enten som mine kolleger eller lærere jeg selv har haft, er jeg overbevist om, har en anden version af begivenhederne. De elever jeg omtaler det samme. Jeg har ikke, tror jeg, nogensinde mødt et ondt menneske. Eller et menneske som bevidst opfattede sig selv som "forkert" på den. Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg tror at vores handlinger giver mening i situationen. Anerkendelse var bare ikke noget, der var særligt udbredt som pædagogisk tilgang i min egen skolegang, og derfor er det nemt at eksemplificere med den. Jeg var aktiv lærer i mere end 12 år, sandsynligvis har jeg lavet de her fejl, rigtig mange gange, uden at være klar over det. Til de elever et uforbeholdent undskyld.

Min erfaring siger mig at børn der ikke bliver anerkendt, de oplever at de ikke bliver set. Min forståelse var, at der var noget galt. Jeg havde jo lært hjemmefra, at jeg var dejlig og elsket. Så når mine lærere og klassekamerater ikke gav udtryk for det samme, måtte det være fordi, de ikke så det. Strategien blev derfor at gøre mere, for at blive set. Jeg har set elever og børn generelt blive til "klassens klovn" i et forsøg på at blive set. Jeg har oplevet voksne mennesker blive selvpromoverende og trumle hen over andre i et forsøg på det samme. Jeg bliver selv sandsynligvis den dag i dag opfattet sådan af andre jævnligt. Det er mit amerikanske strejf tror jeg, men mere om det i et senere indlæg. Det blev en insisteren på at blive set, hørt eller lyttet til.

Mennesker vil ses, vi vil høre til, vi kæmper for en plads og en rolle i det sociale system. ( Ups, der kom der frem, at jeg også er stor tilhænger af System Teorien). Det er i min optik oftest det mobning handle rom. Positionering og strukturer der er dårlige for det enkelte, men som har en naturlig opstået baggrund. Når vi oplever ikke at blive set eller anerkendt (det er heller ikke altid det samme) kæmper vi igen og igen, indtil vi til sidst i frustration enten udvikler de rigtige redskaber eller går til. ( For nogen bliver det en aggressiv adfærd og fremtoning, for andre bliver det et nyt fællesskab, for nogen selvskadende adfærd og for nogen introvert eller ekstrovert adfærd.)

Med at gå til mener jeg ikke dør. Jeg mener at vores egen opfattelse af vores værdi falder. Det bliver til fortællinger som - jeg er ikke vigtig for andre, jeg er ligegyldig, jeg du'r ikke osv. Det lave selvværd er væsentligt, fordi rigtig mange dyrekøbte erfaringer, der senere i livet skal rettes op i terapi, kunne være undgået, hvis selvværdet ikke var blevet skadet tidligere. Der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Det er vigtigt at man forstår det. Folk kan optræde som om de ejer hele verdenen og fungere fantastisk i flere sammenhænge, men have et meget lille selvværd. Måske opdager man det ikke engang selv.

Et menneskes følelse af eget værd er en stor del af deres identitet. Vi søger anerkendelsen, fordi vi søger en identitet, et sted at høre til ... en flok. Hvis ikke vi er velkomne og ikke kan komme til at fungere der, hvor vi helst vil, søger vi videre. Der er altid en flok der kan bruge dig. Det er bare ikke sikkert, at det er den flok, samfundet helst så dig i, selvom de ikke selv kunne bruge dig...

Ros og konstruktiv kritik styrker din selvtillid. Anerkendelse og det at blive set styrker dit selvværd. Skæld ud og negativ omtale af din person skader sit selvværd, negativ respons på dit arbejde eller dine udførte opgaver, laver buler i din selvtillid. Skal man så altid bare anerkende og rose? Nej det ville være utroværdigt, men man skal være sig bevidst, om den påvirkning man giver andre. Det kan på nogen vire banalt det her indslag, andre vil sikkert reagere ved at ryste på hovedet og syntes at det her, er for pædagogisk til dem. Det meste af det bygger dog på teorier som Systemteorien, Appreciative Inquiry, og konstruktivismen. Der er der jeg henter mit pædagogiske fundament og mit udviklings psykologiske perspektiv. Husk vi behøver ikke være enige, men spørg dig selv, har du fået ros -hvor du ikke troede på den, selvom den var ment? Har du fået øresønderrivende kritik, hvor den prellede af på dig, fordi det jo kun var en faglig kritik, og ikke sagde noget om, hvem du var? Begge situationer mener jeg, peger i retning af det her indlægs pointe. Du kan jo selv overveje om der er noget rigtigt i det. På den måde gør du allerede det væsentligste for at udvikle dig som menneske, du reflekterer.



fredag den 8. november 2013

Om anerkendelse og relationer.

Er der en grundlæggende sandhed jeg har lært i mit liv indtil nu, er det, at vi mennesker grundlæggende har brug for en flok. Sociologer har forklaret os det med utallige termer og undersøgelser igennem tiden. Det giver egentlig god mening. At vi overhovedet har organiseret os som små samfund, viser at vi igennem fælles styrke sikrer den enkeltes overlevelse. Okay, indrømmet, der kom en del af min politiske ideologi så frem.

Det er min faste overbevisning at den tvingende nødvendighed som i urtiden fik os til at holde sammen, stadig i dag gør sig gældende. I vores tidsalder er det muligt at leve for sig selv stort set isoleret, men de færreste vælger det, fordi de har lyst.

Jeg havde engang en elev, sådan begynder mange af mine historier, hans lærere i teamet var bekymrede for ham. han var begyndt at tage voldsomt på i vægt, han var bleg og virkede træt og uoplagt. De andre børn i klassen elskede motion og drengene især fodbold. Men denne her elev holdt sig alene og sagde mindre og mindre i timerne. Han kunne tegne, men de tegninger han lavede var foruroligende. Objektivt set, var der tale om en dreng, der udfordrede de voksnes begrebs- og forståelsesverden. Drengens mor havde natarbejde og de boede i et villakvarter i den pænere del af byen. Når jeg bruger tid på at forklare de her omstændigheder, er det fordi, at hans type er mere almindelig i dag, end dengang.

På et tidspunkt blev det for meget for lærerteamet, vi var nødt til at reagere. Moderen og drengen troppede op på et møde på skolen for at drøfte den bekymrings skrivelse, vi var forpligtede til at udfærdige. Under samtalen virkede moderen meget ked af det. hun beklagede og forklarede, at de var alene. Hun var afhængig af at han klarede en del pligter i hjemmet, for at hun kunne arbejde de nathold, der gav dem nok penge til, at de kunne blive i huset. I hele samtalen talte moderen og lærerne sammen. Jeg sad stille og kiggede på drengen. Jeg forsøgte at virke rolig og smilende. Jeg prøvede mentalt at vise ham, a det var i orden. Det var min første samtale af den type, og jeg havde meget svært ved præmissen for det hele.  Efter 30 minutter afbrød jeg de lavmælte alvorlige talestrøm. Jeg spurgte drengen lige ud. Hvad laver du, når mor er på arbejde? Han kiggede på mig med et underligt udtryk. Jeg sover! Han virkede lidt vred og skævede mod sin mor. Som ung og temmelig uerfaren spurgte jeg instinktivt videre, imens mine kolleger og moderen alle holdt vejret. "Når du så ikke kan sove ind imellem (sagt med det mest naturlige udtryk) hvad gør du så?" Inden han fik tænkt over det svarede han, " så spiller jeg bare lidt på min computer".

Det er her værd at indskyde, at bestemt ikke alle børn havde en computer den gang og endnu færre havde internet. Moderen følte måske trang til at forklare "Han fik den af sin far i julegave". Samtalen blev nu overtaget af mine kolleger og efter mødet, havde jeg klart indtrykket af, at jeg havde gjort noget forkert. Det blev aftalt at moderen ville gøre mere for at sikre sig, at han fik lavet sine lektier og sovet. Vi (altså lærerne) ville holde et vågent øje med indsatsen og give besked, hvis det ikke blev bedre.

De næste dage talte jeg lidt med drengen i frikvarterne, når jeg alligevel havde gårdvagt i blokken. Jeg havde selv en computer og spiller stadig den dag i dag gerne spil. Vi fandt en fælles interesse i computerspillene. Efter noget tid begyndte han at gå ud af klassen og gå rundt med mig i gården. Det der kom frem i vores samtaler gav i den grad stof til eftertanke.

Han havde følt sig forkert i noget tid. Det var svært at forklare præcist hvad det var, men omkring det tidspunkt, hvor moderen og faderen gik fra hinanden, havde han lagt mærke til, at han var anderledes. Han var ikke god til sport (snak om en almindelig dominerende historie hos mange drenge, der ikke spiller fodbold). Det der gik op for mig var, at han havde opgivet troen på, at hun kunne blive en del af klassen. Han var så overbevist om, at han var anderledes og om, at de andre ikke kunne lide ham, at han opgav at forsøge. Det var ikke fordi, at han ikke gerne ville være med i legene, men de andre spurgte aldrig og han havde ikke lyst til, at opleve at få et nej. I skolen havde han fagligt ligget godt indtil skilsmissen, men i den periode, hvor det var værst imellem far og mor, kunne han ikke følge med. Lærerne havde forsøgt at holde ham til ilden, men det havde forstærket hans indtryk af, at han ikke duede til det heller.

Der er en vigtig pointe i historien. Jeg begik en lang række fejl, mine kolleger det samme. Men den største fejl var, at vi antog, at vi vidste, hvad der var galt. Vi var faktisk så sikre, at vi var klar til at skrive til myndighederne uden at have gjort os ulejligheden med at tale med drengen først. Heldigvis oplever jeg en helt anden tilgang på landets skoler i dag.

Drengen valgte fællesskabet fra, fordi han havde erfaret, at han ikke kunne blive en del af det. Jeg har haft bogstaveligtalt 100 af elever og mange udsatte unge i min varetægt, i løbet af karrieren og mange af dem, havde samme oplevelse. de ville så gerne være en del af en gruppe, at de efterhånden havde prøvet alt for at blive det. På et tidspunkt giver de op i troen, men drømmen og håbet, er der stadig dybt nede. For lige præcis den type vil inklusionen blive en smertefuld oplevelse, hvis ikke vi fanger deres signaler i tide, og hjælper dem tilbage til håbet og muligheden for at finde en plads.

Vi vil som mennesker gerne lykkes. Vi vil gerne bekræftes i at vi hører til, og at vores løsningsmodeller og indspark til gruppen er i orden. Vi søger det. Vi kæmper imod hinanden om førerens gunst. Vi har dybt i os en frygt for at være alene, fordi det at være alene / udstødt af flokken dybt nede i vores historiske bevidsthed er lig med en undergang. I ældre tider en fysisk undegang med død som et resultat af sult, sygdom eller vilde dyr, til følge. I vores tid en social død, der på mange punkter er lige så farlig.

Jeg har selv igennem tiden forsøgt at overbevise mig om, at de andre er idioter, der ikke forstår mig. det er deres tab. Håbet og forklaringerne som skulle give mig selv trøst var mange. de klingede bare altid lidt hult, og indeni var der altid en lille stemme der spurgte, hvorfor kan de ikke lide mig? Hvorfor må jeg ikke være med? Hvorfor er jeg ikke god nok? Det er de spørgsmål jeg i mit voksne liv har hørt gentaget i utallige samtaler på tomandshånd med unge mennesker. Det er lige præcis de spørgsmål der berettiger, den anerkende tilgang til læring, social træning og dannelse.

Prøv at mærk efter, har du nogensinde tænkt, øv hvor er det irriterende at blive set og hørt positivt? Det er fandeme surt at de voksne kan se at jeg er god til det her? Når det så er sagt, er det vigtigt at tilføje, at anerkendelse i min verden ikke er lig med ros. Sov godt Danmark og prøv at forestil dig, at vi var bedre til at se det bedste i vores omgangskreds, end alt det der ikke fungerede i forvejen.