Jeg tror det var i 8. klasse. En af mine nye klassekamerater viste en bog til to andre. Forsiden var i mørkeblå tonede farver og viste en troldmand. Ryggen på bogen var orange, og den havde den der ny bog duft. Drengene i den gruppe, var i høj grad incrowden. Alt, hvad de havde med, var spændende, og der var, som jeg husker det, en del småsnak om det her, de havde fundet inde i København. Der var tale om mit første møde med Advanced Dungeons & Dragons, rollespillet.
Jeg var øjeblikkeligt fascineret af det her nye spil, der, kunne jeg forstå, kom fra USA. Der var umiddelbart to udfordringer forbundet med det her møde. Det første var, at jeg ikke havde penge til at købe den slags bøger selv, og der var langt til jul. Den anden at spillet skulle spilles med en gamemaster og en gruppe af spillere. Jeg havde ikke nogen gruppe, jeg lige umiddelbart kunne være en del af.
I løbet af de næste uger, forsøgte jeg at spørge mere og mere ind til det. Jeg prøvede at finde ud af så meget som muligt, fordi jeg på et eller andet ubevidst plan vel håbede, at det kunne blive det fælles tredje, der kunne forbinde mig med drengene i den nye klasse. En af mine klassekamerater, gav mig nogle selvstøbte figurer til spillet og jeg fik skaffet en bog eller 2.
Jeg kom aldrig rigtig ind i deres gruppe, men jeg lærte dem at kende. Selvom jeg nok stadig havde svært ved det sociale spil, blev det at gå i skole, efterhånden ikke rædselsfuldt. Den dag i dag tror jeg, at jeg mest var på tålt ophold i den drengegruppe, men de gjorde rigtig meget for at tale med mig, og invitere mig med ind, når de havde overskud.
I boghandlen fandt jeg nogle eventyrbøger, der baserede sig på, at man kunne "spille" dem alene. De hed sværd og trolddom. Jeg lærte en butik at kende i København, jeg stadig besøger, når jeg er i nærheden. I mangel af en gruppe, begyndte jeg selv at tegne og designe eventyr, som min lillebror med mere eller mindre tvang blev sat til at gennemføre. Der var, en udvikling i gang inden i mig. Jeg fik en hobby, som jeg aktivt havde valgt selv. Andre tror jeg har oplevet lignende med kampsport, fodbold osv. Det blev næsten alt opslugende. Jeg læste engelske regelbøger og udvidede mit ordforråd, jeg lærte matematik til at løse udregninger, der var nødvendige i spillet. Så kom voksenverdenen og smadrede det.
Jeg tror, det var min mor, der kaldte på mig. Der kom noget om Rollespil i nyhederne. Jeg skyndte mig ind og så udsendelsen sammen med dem. Det var ikke just den mest positive oplevelse. Spillet blev sat i forbindelse med op mod 85 tilfælde af mord og selvmord i U.S.A og en psykolog brugte en stor del af udsendelsen på at fortælle om den fantasiverden, der nærmest automatisk gjorde folk skizofrene. En del af de mennesker jeg kendte fra miljøet udtalte sig, men ingen af dem, brændte igennem. Der var tavshed, sådan husker jeg det ihvertfald i stuen, da udsendelsen fortsatte, med andre indslag.
Mine forældre var bekymrede, jeg var jo også lidt en drømmer, jeg brugte også for meget tid på det, og for lidt på skolen, det kunne jo være farligt. Jeg modargumenterede og jeg kæmpede benhårdt for, at få lov at blive ved. Det var, tror jeg, første gang, jeg for alvor hele vejen igennem følte at jeg havde ret, og at de ikke fattede noget som helst.
Det er jo ikke ualmindeligt, at teenagere har skænderier med deres forældre. De er bestemt heller ikke ualmindeligt, at man i de år, føler at ingen forstår en. Når man bliver ældre ser man oftest tilbage med en lidt anden forståelse. Min fortolkning af den tid er, at min forældre oplevede en række forandringer med mig. Det var vel også på tide, tænker jeg. Da de kom, var det nærmest eksplosivt. Det jeg tog med i mit voksne liv, var erkendelsen af, at selvom jeg den gang var ufattelig ked af det og vred over deres "manglende" og lyst til at sætte sig ind i det, var deres bekymring og forsøg på at begrænse det, et udtryk for en massiv kærlighed. Havde de ikke følt det, havde de været uengagerede og ligeglade, den oplevelse har jeg, i forhold til så mange andre, aldrig haft.
Jeg oplever idag, at jeg sætter grænser for mine børn, hvor deres jævnaldrenes forældre, finder mig for restriktiv og for hård. Men hvis resultatet af vores angst for konflikter med børnene i jagt på kvalitetstid, hvor vi jo "fandme skal hygge os og ikke skændes" fører til at vores børn oplever os som mere travlt beskæftiget med os selv end dem, så lever jeg gladeligt med andres fordømmelse på det punkt.
Det er af samme grund, at jeg er imod tvungne lektiecaféer, selvom jeg er vild med konceptet, for de børn hvis forældre ikke har muligheden for at hjælpe til. Mere om det en anden gang. Mine børn er mit ansvar, og de er mine ikke statens. Derfor må og skal jeg også tage mig af deres dannelse, opdragelse og selvværd.
Psykologen havde ret på et punkt. Den virkelighed, der åbnede sig for mig i rollespillet, var særdeles tiltrækkende. Jeg fandt et frirum der, hvor jeg kunne flygte hen og fascineres af de historier, jeg læste. Den dag i dag, kan jeg finde en bog frem sågar en regelbog og sidde og bladre løst i den, med en kop kaffe på bordet. Der kan hurtigt forsvinde et par timer, men det er som at komme tilbage i tiden. Måske har du ligende billedlige "sutteklude"?
Da vi flyttede til Ganløse, fik jeg startet en reelt fortløbende gruppe op. Den bestod af min bror og en del af hans venner. Vi spillede Warhammer og systemet samt den lidt mørke humor, passede godt ind i tiden. Det var her mine grundlæggende erfaringer i Gamemastering opstod erfaringer og indsigt, der i den grad er kommet mig til gode i så mange andre af livets sammenhænge siden. I rollespillene er karakterer (hovedpersoner spillet af spillerne) defineret ved en række attributer og tal. Hver karakter har et sæt evner og færdigheder. Jeg begyndte at opdage, at næsten alle kombinationer kunne bruges med fordel, det krævede man ændrede sin tilgang og spillestil. Ikke ulig den virkelige verden.
Fra mine timer med rollespil fik jeg pludselig en flok. Her hørte jeg hjemme. Jeg fik optrænet abstrakt tænkning, kreativitet, intuition, udviklede min empati og mine sociale kompetencer. Som Gamemaster styrer du spillet, plottet og alle de karakterer spillerne møder. Det kræver overblik, struktur, evnen til at kunne portrættere stereotyper. Ind imellem havde vi marathon spilgange. Den gang var det mest de, der ikke var mest inde i varmen, der spillede, og da kun meget sjældent pigerne. i dag har det heldigvis ændret sig.
Rollespil blev på mange måder en væsentlig begivenhed, og man burde måske skrive den ind i sin livsbegivenhed på Facebook. På handelsskolen efter gymnasiet, blev det et fælles tredje som førte til et nyt venskab jeg har den dag i dag. Senere på seminariet gentog den oplevelse sig. Jeg tror egentlig, at fast ugentlig rutine om trivial pursuit eller andre spil, kunne have skabt meget af den samme stemning. Nu var det bare den her verden, der fangede mig. Jeg har haft rigtig mange gode stunder sammen med 5-6 venner, hvor der blev drukket litervis af kaffe, digtet poesi, skabt fantastiske fortællinger, vi den dag i dag kan fortælle og grine omkring.
På seminariet var vi nogle stykker, der udviklede vores eget system. Det system er den dag i dag, stadig det jeg er mest glad for at spille og har lært mig, hvor meget man kan, når man virkelig beslutter sig for det. En dag, måske, udgiver jeg det, men det er primært lavet, fordi det var nødvendigt. Vi er som voksne en gang imellem hurtige til at placere de ting vores børn laver i kasser, som er enten gode eller dårlige for vores børn. sandheden er vel at alting kan misbruges.
Hvor jeg den gang i 80'ernes verden af subkulturer og identitetsjagt ofte hørte mig selv introducere mig som rollespiller, er jeg i dag meget mere end det. Mit mål igennem alle årene var at lave en god historie. Jeg elsker gode historie og brugte en del af de erfaringer til at fortælle historier i året for den gode fortælling. I dag siger jeg ikke at jeg er rollespiller, men at jeg spiller rollespil, kan du se forskellen? En vigtig lære fra den tid i mit liv er, at man må ikke undervurdere betydningen af en hobby, men den må ikke blive så opslugende, at den fjerner dig fra livet. Jeg håber, at jeg er istand til at se det, når mine børn kommer hjem indfanget af en ny dille, jeg egentlig bare finder latterligt og fordummende. Mon ikke du vil gøre det samme?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar