I gårsdagens indlæg kommenterede jeg på det, jeg kalder mit Amerikanske jeg. Det er måske på sin plads, at fastslå: jeg ikke er amerikansk. Jeg er født i Danmark, betragter mig selv som dansk og på mange måder, utrolig glad og stolt af det. Men hvad betyder en nationalitet egentlig? Den systemiske teori ville nok se det som et socialt system. Et fællesskab skabt af en række strukturer og mønstre omkring nogle fælles sociale spilleregler. I en global verden, hvor vi, i stigende grad, har adgang til informationer om andre dele af verdenen, deres spilleregler og deres løsningsmodeller, vil det alt andet lige skabe en lang række af forstyrrelser for Danmarks autopoiesis. Vi lever i en brydningstid siger nogen, andre ,inklusiv mig selv, ville sige, at det har vi altid gjort. Der har, i det her område, været skiftende folkestammer og kulturer fra de første mennesker satte deres ben her. For mig er det, der gør mig særlig glad ved Danmark en række værdier som mit system har lært sig er danske. Udfordringen er, at det ikke nødvendigvis er de samme værdier, du har tillært dig i dit system.
Vi fremhæver ofte Janteloven som særlig dansk, jeg tror snarere at jalousi og ærgrelse er følelser der udspringer af noget meget menneskeligt. Hvorfor er det nu, at vi er kritiske og skeptiske overfor folk som stikker af fra normen? Hvorfor er det overhovedet interessant, kunne vi ikke bare acceptere det, og så komme videre med vores liv? Det er gode og vigtige spørgsmål, især i en tid, hvor vi i Danmark taler om inklusion, for kan vi overhovedet have inklusion i et ikke rummeligt samfund? Er vi ikke nødt til at acceptere mangfoldighed, før vi begynder at tale om inklusion i nogen som helst områder? Det giver ihvertfald mening for mig.
Jeg tror, det er i menneskets natur at huske de negative oplevelser. Vi tager dem til os som erfaringer og omdanner det til en viden om mønstre og strukturer, vi hurtigt kan genkalde os, hvis vi står i lignende situationer og har brug for redskaber. Et eksempel: Samleren der i fortiden fandt et nyt bær, spiste det, måske tilskyndet af sult. Bæret viser sig at være giftigt og kun med nød og næppe overlever menesket. Det er klogt, at den erfaring nu lagres negativt og bær vil fremover (især nye og uprøvede) være noget man nærmer sig med forsigtighed. Vi agerer ud fra de erfaringer, vi allerede har gjort os overfor vores omverden. Vi skal mangle redskaber eller opleve at vores forudfattede fortolkning af situationen er utilstrækkelig, før vi åbner os for nye indtryk. Det er det autopoesisen handler om. Vi møder andre mennesker og nye situationer, med de erfaringer, vi allerede har gjort os i fortiden. En af de få fortærskede floskler, der understøtter den tanke, er brændt barn skyr ilden, som måske nutidigt kunne hedde brændt menneske frygter, at blive brændt igen.
Når man i pædagogiske og politiske kredse en gang imellem taler om, at mennesker fødes nysgerrige og videbegærlige og når forskere påpeger, at vi mister den læringslyst (oftest i løbet af folkeskoleårene) handler det måske netop om, at der fyldes mange indtryk ind i aotopoiesisen i de år. De lagres som negative erfaringer, begrænser og skærmer os fra nye lignende erfaringer. Det er derfor anerkendelse som tilgang, er så forbandet vigtig. Det er for nemt og ensidigt, at beskylde lærerne, skolen eller samfundet for den udvikling. Nej vent lidt - Samfundet er måske egentlig rigtigt nok, for i min verden er vi alle sammen samfundet. Du, jeg og de mennesker der deler vores strukturer, mønstre og fælles spilleregler.
Hvis jeg har ret i mine antagelser, betyder det også at ting som smålighed, mistro til sine medmennesker, angst for fremmede kulturer og mobning, dybest set er reaktioner opstået på baggrund af negative erfaringer. Hvis vi vil skabe et bedre samfund, er vi nødt til at holde op med at tro, at det kan gøres ved at opstille regler. Reglerne bliver kun fulgt, hvis de giver mening for det enkelte system. Knivloven er mit yndlings eksempel. Når unge stikker hinanden ned, sker det ikke fordi, der ikke var regler i forvejen. Det var der jo. Det sker fordi de unge, der er i situationen har det som et handlemønster, det er en mulighed at bruge. Vi kan lave nok så mange regler og strafudmålinger, men hvis ikke vi følger dem op, ved at forstyrre de unge i deres forudfattede meninger om det at gå med og bruge kniv, ændrer vi ikke ved andet, end mængden af folk, der over en nat er blevet kriminelle. I værste tilfælde skader vi de fælles spilleregler, som medfører, at polariseringen i det sociale system Danmark forøges, fordi der opstår flere negative erfaringer.
Problemet er, at der i min opfattelse er ved at opstå endnu et system i systemet. Der er tale om en uddannelses klasse som har fælles sprog, fælles forståelse samt strukturer og mønstre. Den måde de opfatter deres omverden på er forskellig fra andre delsystemer i Danmark, og de har erfaret, at man kan regulere og styre sig ud af den her type problemer. Den type technokrati havde man oprindeligt forsøgt at undgå i vores demokratimodel, ved at regne med, at de 179 folkevalgte i parlamentet ville afspejle Danmark bredt og ved at indføre en tredeling af magten.
Det kan virke håbløst, men det er det ikke. Systemer kan ændre sig. De udmærker sig ved at ville leve og det kræver tilpasning. Systemet lærer ved forstyrrelser, der er passende i kompleksiteten. En sådan forstyrrelse kan være ændrede stemmemønstre, ændret retorik og ændrede holdninger. Men det kræver, at du gør noget anderledes, og det kræver, at det giver mening for dig.
Det gør det for mig. Jeg vil noget andet, end det jeg oplevede som barn. Her er et lille tip, du kan ikke ændre andre, men du kan ændre din fortolkning af deres handlinger og dermed din reaktion overfor dem. Det i sig selv er en forstyrrelse af rang, der kan skabe forandring hos dem. Du kan bare ikke styre tempoet eller hvilken forandring det bringer. Det er jo der, der gør det så fantastisk spændende at være menneske.
Men tør du? Forandring er svært. Det er forbandet hårdt at skulle være opmærksom på sin autopoiesis, at skulle være uærbødig overfor sine egne fortolkninger. Et favorit eksempel er i filmen Jeanne D arc. Dustin Hoffmann spiller rollen som hendes samvittighed og udfordrer hendes autopoiesis. Det sværd hun føler var givet til hende fra gud, kunne være kommet til hende, ad så mange andre veje....
Spørg dig selv, Er der andre fortolkninger på dine medmennesker handlinger, end dem du først griber til? Svar ærligt på det, og pludselig har du så måske et mere nuanceret syn på dine medmennesker. Med tiden fører det nye syn på dem til nye handlinger og måske til sidst, en verden præget af mere umiddelbarhed i kontakten mellem mennesker.
Det er mit håb, at det ikke er min forud fattede fortolkning, der får lov til at vælge, hvem jeg bliver inspireret af i morgen. Hvad med dig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar