mandag den 11. november 2013

Mit amerikanske jeg og et spark i r... til Jante

En kollega og jeg holdt skansen på kontoret alene. Det var fredag og vi delte en kop kaffe på hendes kontor og småsludrede lidt. I løbet af samtalen kom det frem at hun havde tænkt, at jeg var meget amerikansk. Jeg var tavs (I sig selv noget af en bedrift), og min hjerne drønede i sit analytiske hjørne for at lure, hvad hun mente med det.

Nu hører det med til historien, at jeg er opvokset under en kold krig, der raserede hele verdenen. Truslen om en atomkrig var reel, og som barn oplevede jeg tit de skel, der var i Danmark på grund af det. Især i gymnasiet og i min omgangskreds, var det ikke ligefrem smart at være glad for amerikanerne. De var selvglade, troede de var verdenens politibetjente, "de var kapitalister" og lignende sætninger fløj ofte igennem luften. Slut firserne var perioden med de store Vietnamfilm, som bestemt ikke hjalp på stemningen...

I mit indre univers var det lidt anderledes. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvordan et land med mere end 300 millioner mennesker kan være på en bestemt måde. Men som jeg husker firserne var de fyldt med subkulturer og samfundssplittelse, det er altså ikke noget nyt og der var det heller ikke i 80'erne. Prøv at se hvor stor forskel der er på yuppie og punk, på Walter og Carlo og Pelle Erobreren. Personligt har jeg, siden jeg første gang stod på landgangs strandene i Normandiet, nok altid haft en taknemmelighed for, at de kom fra den anden side af verdenen og hjalp os. Sådan er mit syn på historien og på begivenheder omkring os, nok altid lidt skævt, i forhold til min samtid og især forhold til, hvad der er populært at mene. Det er egentlig ikke fordi, at jeg vil være på tværs, tværtimod. Jeg har bare rigtig ofte oplevet, at jeg ser og vægter nogle ting anderledes end mange åbenbart.

Tilbage i kontoret må min kollega have fornemmet min usikkerhed, for hun uddybede. -" Du er glad, du er ikke bange for at vise, når du har gjort noget godt og du taler med alle". Der var mange flere ting, der kom frem i den samtale, og da jeg gik ned til mit eget skrivebord kunne jeg mærke jeg var glad og positiv. Der var en af de bedre fredage...

Det er i grunden ret godt observeret af hende. Jeg har en del gange efterhånden haft oplevelsen af at tale med mennesker, jeg ikke har set i længere tid. Ret mange af dem siger ting som "Gud, du er helt anderledes end jeg husker dig" eller " Du er ikke så snobbet, som jeg troede". Min umiddelbare reaktion på den slags AHA oplevelser, er som regel at smile og tilkendegive, at jeg er glad for at jeg vandt ved nærmere bekendtskab. Indvendigt bliver jeg nok i virkeligheden lidt ked af det hver gang. For hvad er det der gør, at vi så hurtigt dømmer andre?

Hvis min kollegas definition af at være amerikansk er korrekt, er jeg forbandet stolt af at være amerikansk i min tilgang til andre mennesker. Jeg prøver at huske at tale med alle typer af mennesker. Jeg roser og anerkender der, hvor jeg kan se, at der er noget at anerkende jf. mine tidligere indlæg, har jeg jo selv oplevet, hvad det gør ikke at blive set. Jeg er bare heldig at de mennesker jeg møder, alle på den ene eller anden måde indtil nu, har indeholdt ting, der var værd at se og komplimentere.

Den anden del af at være amerikansk handler om de ting man tør tale om. Jeg kan ligeså godt indrømme det, jeg taler om de ting der lykkes og som jeg er stolt af. Før i tiden har mine kolleger oplevet mig lægge telefonen på skrivebordet, for med det samme at falde på knæ i bedste fodboldspillerstil og udbryde: "YES! fuck, hvor var jeg god!!!". I starten tror jeg, de var forundrede, i dag sker det mindre ofte, men når det sker, håber jeg de smiler af det og tænker " Ja, det er han i grunden".

Desværre er det min oplevelse, at det at tale om ting man er god til i Danmark, ikke bliver modtaget med en stille accept. Tværtimod starter det kritiske system. Det kan ikke være rigtigt. Du har snydt, du skjuler noget, du er ikke ligeså god som.... Kender du den følelse? Følelsen af stille jalousi over en andens succes? - Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg selv er blevet ramt af den igennem tiden. Mistroen overfor talent istedet for glæde over at kende en, der er god til noget? Der er kun én ting at gøre, og det er at aktivere de filtre, der stopper talestrømmen og mimikken inden det afspejler det, og ødelægger den andens glæde. Spørg dig selv -"hvorfor fanden er det så svært at være glad på hans / hendes vegne?" Måske vil du som mig opleve, at svaret en gang imellem er, fordi jeg ville ønske, det var mig. OK accepter det og begynd så på at arbejde på, at der blir' dig.

-" Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det ikke er sandt." Jeg hader den sætning af hele mit hjerte. Den og så titlen på sangen "på det jævne på det jævne." Prøv at smag lidt på den her "Flyv ikke højere end vingerne bærer" ?!?!? For at bruge moderne sms sprog WTF!!!! (for de lidt ældre læsere en forkortelse af WHAT THE FUCK -Hvad helvede på dansk ;-)
Det kunne jo også være at man lige præcis havde mødt det ene menneske, der havde løst en gåde, hvis løsning har undsluppet os selv i et stykke tid. Vi kan nu vælge at lære af det menneske, eller forbande det og kæmpe videre med løsningen selv - But why?

Jeg er sulten på livet og forsøger hele tiden at hente nye indtryk, ny viden og nye oplevelser. Jeg har det svært med konformitet, men jeg bebrejder ikke dem, der har det bedst sådan. Se det er dér forskellen er. Hvorfor må andre bestemme, hvad der er bedst for mig? Hvis de er glade for en hverdag, præget af rutiner, som gør dem trygge, synes jeg det er fantastisk. Men hvis jeg kvæles i det, skal jeg så partout leve det?

En dag blev jeg kaldt ind på skolens kontor. Min leder var bekymret. Flere af mine mandlige kolleger havde været forbi ham. De havde bemærket at jeg talte om, hvor svært det var at være ny, hvor store krav den nye eksamensform stillede, hvor meget det fyldte at blive far, hvor svært min kone og jeg havde det med at finde hinanden igen efter det. Derudover havde jeg vist også haft lidt rigeligt enkelt sygedage. Der er tre grunde til, at den samtale sider så dybt i mig. Det ene var, at ingen af de kolleger havde spurgt mig direkte, om jeg havde det godt? Den anden grund var at jeg nu også som voksen stod og fik kritik, for noget jeg egentlig ikke følte var retfærdigt. Selv den dag i dag, kan jeg mærke varme kinder, bare ved at skrive om det. Jeg blev flov og ked af det. Den tredje grund er, at det her gik op for mig, hvor hæmmet jeg pludselig så mine mandlige kolleger som.

Ja jeg taler om det gode og det dårlige. På den måde får jeg i samtalen reflekteret over det og sat det på plads. Er det ikke det venner og kolleger gør med hinanden? Åbenbart ikke der. De folk der kender mig godt i dag ved, at det er, når jeg bliver stille og sammenbidt, at den er galt. Det er dér, jeg har brug for hjælp og ikke længere selv kan se det. Jeg tænker på samtalen med et smil i dag. Ved hjælp af tillidsmanden fik vi afklaret, at jeg hverken havde mere eller mindre sygdom end forventeligt, at der ikke var noget mønster eller uforklarligt. Der var tale om en italesættelse af mig og en kultur i at forstå mig, uden om mig. Kender du til den slags kulturer? Jeg har lært en del igennem mit liv, men en af de mest værdifulde lektier er, at mit temperament for tiden, passer bedst ind i den private sektor. Der har jeg flest gange oplevet, at man satte pris på den type, jeg tilsyneladende er. I et senere indlæg vil jeg uddybe noget om typer og den narrative forståelse af dem.

Der er i min forståelse af livet og verdenen et hav af mennesker, med en mangfoldighed af talenter og potentialer. Hvis vi forstår at vise dem, at det er værdifuldt, kan vi hjælpe dem til nye højder. Alternativt kan vi forfølge dem, der stikker ud, og så slår vi mangfoldigheden ihjel, det har vidst været prøvet før i historien. Tænk lidt over den...

Mener jeg at jeg er god? - Ja til nogen ting er jeg fandme god. Er jeg bedre end andre? Ja sikkert til noget, omvendt er de bedre end mig til andet, det er jo det fantastiske ved diversiteten i vores flok ikk'? Selvtilliden er ved at komme sig ovenpå nogle hårde år. Selvværdet... Det arbejder jeg på. Hvad med dig? Ved du egentlig hvor meget du betyder for andre, hvor stor værdi du har? Min fornemmelse er, at den er støre end du tror på.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar