fredag den 8. november 2013

Om anerkendelse og relationer.

Er der en grundlæggende sandhed jeg har lært i mit liv indtil nu, er det, at vi mennesker grundlæggende har brug for en flok. Sociologer har forklaret os det med utallige termer og undersøgelser igennem tiden. Det giver egentlig god mening. At vi overhovedet har organiseret os som små samfund, viser at vi igennem fælles styrke sikrer den enkeltes overlevelse. Okay, indrømmet, der kom en del af min politiske ideologi så frem.

Det er min faste overbevisning at den tvingende nødvendighed som i urtiden fik os til at holde sammen, stadig i dag gør sig gældende. I vores tidsalder er det muligt at leve for sig selv stort set isoleret, men de færreste vælger det, fordi de har lyst.

Jeg havde engang en elev, sådan begynder mange af mine historier, hans lærere i teamet var bekymrede for ham. han var begyndt at tage voldsomt på i vægt, han var bleg og virkede træt og uoplagt. De andre børn i klassen elskede motion og drengene især fodbold. Men denne her elev holdt sig alene og sagde mindre og mindre i timerne. Han kunne tegne, men de tegninger han lavede var foruroligende. Objektivt set, var der tale om en dreng, der udfordrede de voksnes begrebs- og forståelsesverden. Drengens mor havde natarbejde og de boede i et villakvarter i den pænere del af byen. Når jeg bruger tid på at forklare de her omstændigheder, er det fordi, at hans type er mere almindelig i dag, end dengang.

På et tidspunkt blev det for meget for lærerteamet, vi var nødt til at reagere. Moderen og drengen troppede op på et møde på skolen for at drøfte den bekymrings skrivelse, vi var forpligtede til at udfærdige. Under samtalen virkede moderen meget ked af det. hun beklagede og forklarede, at de var alene. Hun var afhængig af at han klarede en del pligter i hjemmet, for at hun kunne arbejde de nathold, der gav dem nok penge til, at de kunne blive i huset. I hele samtalen talte moderen og lærerne sammen. Jeg sad stille og kiggede på drengen. Jeg forsøgte at virke rolig og smilende. Jeg prøvede mentalt at vise ham, a det var i orden. Det var min første samtale af den type, og jeg havde meget svært ved præmissen for det hele.  Efter 30 minutter afbrød jeg de lavmælte alvorlige talestrøm. Jeg spurgte drengen lige ud. Hvad laver du, når mor er på arbejde? Han kiggede på mig med et underligt udtryk. Jeg sover! Han virkede lidt vred og skævede mod sin mor. Som ung og temmelig uerfaren spurgte jeg instinktivt videre, imens mine kolleger og moderen alle holdt vejret. "Når du så ikke kan sove ind imellem (sagt med det mest naturlige udtryk) hvad gør du så?" Inden han fik tænkt over det svarede han, " så spiller jeg bare lidt på min computer".

Det er her værd at indskyde, at bestemt ikke alle børn havde en computer den gang og endnu færre havde internet. Moderen følte måske trang til at forklare "Han fik den af sin far i julegave". Samtalen blev nu overtaget af mine kolleger og efter mødet, havde jeg klart indtrykket af, at jeg havde gjort noget forkert. Det blev aftalt at moderen ville gøre mere for at sikre sig, at han fik lavet sine lektier og sovet. Vi (altså lærerne) ville holde et vågent øje med indsatsen og give besked, hvis det ikke blev bedre.

De næste dage talte jeg lidt med drengen i frikvarterne, når jeg alligevel havde gårdvagt i blokken. Jeg havde selv en computer og spiller stadig den dag i dag gerne spil. Vi fandt en fælles interesse i computerspillene. Efter noget tid begyndte han at gå ud af klassen og gå rundt med mig i gården. Det der kom frem i vores samtaler gav i den grad stof til eftertanke.

Han havde følt sig forkert i noget tid. Det var svært at forklare præcist hvad det var, men omkring det tidspunkt, hvor moderen og faderen gik fra hinanden, havde han lagt mærke til, at han var anderledes. Han var ikke god til sport (snak om en almindelig dominerende historie hos mange drenge, der ikke spiller fodbold). Det der gik op for mig var, at han havde opgivet troen på, at hun kunne blive en del af klassen. Han var så overbevist om, at han var anderledes og om, at de andre ikke kunne lide ham, at han opgav at forsøge. Det var ikke fordi, at han ikke gerne ville være med i legene, men de andre spurgte aldrig og han havde ikke lyst til, at opleve at få et nej. I skolen havde han fagligt ligget godt indtil skilsmissen, men i den periode, hvor det var værst imellem far og mor, kunne han ikke følge med. Lærerne havde forsøgt at holde ham til ilden, men det havde forstærket hans indtryk af, at han ikke duede til det heller.

Der er en vigtig pointe i historien. Jeg begik en lang række fejl, mine kolleger det samme. Men den største fejl var, at vi antog, at vi vidste, hvad der var galt. Vi var faktisk så sikre, at vi var klar til at skrive til myndighederne uden at have gjort os ulejligheden med at tale med drengen først. Heldigvis oplever jeg en helt anden tilgang på landets skoler i dag.

Drengen valgte fællesskabet fra, fordi han havde erfaret, at han ikke kunne blive en del af det. Jeg har haft bogstaveligtalt 100 af elever og mange udsatte unge i min varetægt, i løbet af karrieren og mange af dem, havde samme oplevelse. de ville så gerne være en del af en gruppe, at de efterhånden havde prøvet alt for at blive det. På et tidspunkt giver de op i troen, men drømmen og håbet, er der stadig dybt nede. For lige præcis den type vil inklusionen blive en smertefuld oplevelse, hvis ikke vi fanger deres signaler i tide, og hjælper dem tilbage til håbet og muligheden for at finde en plads.

Vi vil som mennesker gerne lykkes. Vi vil gerne bekræftes i at vi hører til, og at vores løsningsmodeller og indspark til gruppen er i orden. Vi søger det. Vi kæmper imod hinanden om førerens gunst. Vi har dybt i os en frygt for at være alene, fordi det at være alene / udstødt af flokken dybt nede i vores historiske bevidsthed er lig med en undergang. I ældre tider en fysisk undegang med død som et resultat af sult, sygdom eller vilde dyr, til følge. I vores tid en social død, der på mange punkter er lige så farlig.

Jeg har selv igennem tiden forsøgt at overbevise mig om, at de andre er idioter, der ikke forstår mig. det er deres tab. Håbet og forklaringerne som skulle give mig selv trøst var mange. de klingede bare altid lidt hult, og indeni var der altid en lille stemme der spurgte, hvorfor kan de ikke lide mig? Hvorfor må jeg ikke være med? Hvorfor er jeg ikke god nok? Det er de spørgsmål jeg i mit voksne liv har hørt gentaget i utallige samtaler på tomandshånd med unge mennesker. Det er lige præcis de spørgsmål der berettiger, den anerkende tilgang til læring, social træning og dannelse.

Prøv at mærk efter, har du nogensinde tænkt, øv hvor er det irriterende at blive set og hørt positivt? Det er fandeme surt at de voksne kan se at jeg er god til det her? Når det så er sagt, er det vigtigt at tilføje, at anerkendelse i min verden ikke er lig med ros. Sov godt Danmark og prøv at forestil dig, at vi var bedre til at se det bedste i vores omgangskreds, end alt det der ikke fungerede i forvejen.