Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var, men jeg kan huske at det var på Virum skole og efter at jeg i 7. skiftede klasse. Det er iøvrigt oftest en rigtig dårlig idé. Det løser ikke de grundlæggende problemer og skaber en masse fantasier i barnet, som forfølger det langt senere i livet, hvis ikke det håndteres rigtigt. Nå men jeg bliver afsporet.
Vi sad til skole-hjem samtale med den nye klasses lærerteam. Mine forældre flankerende og mig som den autoritetstro borgerligt opdragede skoledreng imellem dem. Jeg holdt meget af mine nye lærere, men skolegangen havde for mig været utrolig svær de seneste år. Ikke fagligt, ikke i motivation eller forståelse af at det var vigtigt. Jeg passede bare ikke rigtig socialt ind i klassen. Jeg ved egentlig ikke, hvornår det for alvor gik op for mig. Jeg havde det mest bare på fornemmelsen. Jeg var naiv, det er jeg nok til dels stadig. Jeg troede på det gode i mennesker, og det gør jeg imponerende nok stadig også.
Skole-hjemsamtalen - eller konsultationen som det rette ligt hed tilbage i start 80'erne blev holdt på skolens lærerværelse. Mine forældre og jeg roterede rundt imellem lærerne og sad som sagt nu bænket for enden af lokalet i en sofagruppe. Min mor havde kæmpet som en hunbjørn for mig. Hun havde gentagne gange sloges for mig på forældremøder og ved møder med skoleledelsen, for at få dem til at forstå, at der skulle ske noget. Jeg selv var sygemeldt på det tidspunkt med en "influenza". Min far havde bakket op, men var en del væk i den periode, enten på kurser eller på øvelser med forsvaret. I dag ved jeg at hun gjorde sit bedste og jeg er imponeret over at hun fandt kræfterne. Dengang forstod jeg ikke rigtig, hvad der skete, jeg vidste bare, at jeg ikke havde lyst til at gå i skole. Jeg havde ikke lyst til at være alene i frikvarterne, ikke lyst til at være i de følelser der kom ubudte til mig i løbet af en skoledag.
Da min mor kom hjem og fortalte mig, at jeg skulle skifte klasse, var det med nogen usikkerhed i maven at jeg lydigt accepterede det. Det var i forbindelse med hendes afdækning af problemerne, at det gik op for mig, at der var noget galt. Når hun ringede og talte med de andre forældre og med de andre elever, fandt hun ud af, at jeg blev kaldt navne. Jacob med den gule tand (jeg havde i et cykeluheld mistet nerverne i den ene fortand, med en misfarvning som resultat.) Jeg blev kaldt professoren og jeg blev kaldt andre ting ved jeg i dag, som ikke er værd at dele i en blog. På den ene side, var det vel befriende at finde ud af, at de fornemmelser og oplevelser man havde bundede i noget reelt. På den anden side styrtede min verden i grus.
I mit voksne liv har jeg arbejdet meget med udsatte børn og unge. Er der en fællesnævner for dem, er det at de alle leder efter et sted at høre til, en gruppering hvor de bliver accepteret eller nogle mennesker, der vil ofre lidt tid på dem. Desværre for mange af dem, er de eneste der kan og vil tåle dem, andre, med de samme problematikker som dem.
På samme måde var mit største ønske, at være en del af flokken. En del af klassen, en del af indercirklen. Hvem vil ikke gerne det i skolen? Det skulle da lige være alle dem , som efterhånden har mistet troen på, at det nogensinde sker. Jo ældre jeg bliver, jo mere opdager jeg, hvor mange af dem, jeg møder i min hverdag, har dårlige minder om mobning og det at høre til, fra deres skolegang.
Hvor længe jeg havde gået i den nye klasse, er jeg faktisk ikke sikker på. Det interessante er, at jeg denne aften ville få sat nogle ord på mine følelser og tanker, der gav mening. Jeg mener, når man som barn hører voksne man respekterer og tror på udtale sig, er det jo nærliggende, at tage det for gode varer. Det sker jo især, hvis man er opdraget til at myndigheder og autoriteter er af det gode....
Min klasselærer lagde ud. -" Hvordan synes du, det er at gå i skole? " Jeg svarede, at jeg syntes, at det var dejligt. Jeg var glad for min nye klasse, og der var meget nyt at lære. " Så forstår jeg ikke, at du ikke gør mere ved det Jacob." Herefter talte de voksne om mig. De drøftede frem og tilbage om , at jeg nok havde intelligensen, men havde mere travlt med at dagdrømme og "lege". At jeg udtalte mig med stor skråsikkerhed og talte insisterende. At de måske godt kunne se hvorfor, man kunne blive irriteret på mig...
Jeg hæftede mig i situationen mest ved beskrivelsen af mig som intelligent og fagligt i stand til at følge med. og så kom det. "Du er jo doven Jacob. Du kan nå så meget mere, end det du præsterer". Dér var den. Forklaringen. Når jeg havde dårlig samvittighed (noget der prægede mig ret tit), var det jo selvfølgelig, fordi jeg var doven.
Da vi kom hjem begyndte diskussionen. Mine forældre var skuffede, jeg burde yde mere og være glad for den nye chance. Det skal her siges, at jeg aldrig har været i tvivl om mine forældres kærlighed. Jeg har aldrig været i tvivl om, at de elskede mig og at jeg i deres øjne var særlig værdifuld. Måske netop derfor blev skolen for mig så meget mere svær.
Da jeg gik i seng, tænkte jeg meget over det. Jeg var nødt til at kæmpe imod min dovenskab. Men kan man egentlig kæmpe og gøre ret meget, når man nu er doven? Det mærkelige er, at den historie blev så dominerende i mit liv, at jeg ret nøjagtig kan huske, hvornår den begyndte. De meste af min ungdom og mit voksne liv, har jeg levet, med den fortælling om mig selv. "Jeg er doven, jeg kunne nå så meget mere, hvis ikke jeg var så doven."
Da jeg skulle vælge studie, blev det ikke til det psykologi studie eller Historiestudie jeg egentlig nok altid havde drømt om. det kunne jo ikke nytte noget sagde jeg til mig selv. Jeg er jo doven. Jeg får nok ikke lavet mine lektier, jeg bliver nok bare smidt ud. Der er jo ingen grund til at opsøge nederlagene.
Der skulle går næsten 30 år før jeg en dag mødte et menneske, der udfordrede min mest dominerende fortælling om mig selv. I en samtale med vores supervisor på min daværende arbejdsplads, fik jeg forklaret, at jeg godt vidste, at nogle af de dårlige resultater nok skyldtes, at jeg var doven. Jeg burde nok gøre mere, end det jeg gjorde, og jeg prøvede virkelig at finde energien og overskuddet til det. Han kiggede på mig, tøvede længe og spurgte mig - "Jacob jeg har nok misforstået lidt, under de sidste samtaler, vi har haft." Herefter listede han en række ting op, han havde noteret, bare lige for at se hvor han havde taget fejl.
"Du arbejder som fuldtidsleder og har noteret 50-70 timer om ugen de sidste 3 måneder?" - jeg nikkede. "Du laver reenactment i en semiprofessionel gruppe og er med i parnergruppen der?" - igen et nik. "Du laver frivilligt arbejde?" - igen bekræftede jeg det. "Du har to børn og holder af at være sammen med dem?" - Jo den var god nok. "Du er gift og prøver at arbejde med dit forhold aktivt?" joeh jeg prøvede da. "Du er aktiv politisk og har lige været opstillet til valg?" ja, det kunne jeg jo ikke løbe fra. "Du kigger på stjerne ind imellem om natten?" -Jo jeg havde jo haft det som hobby. "Du rider?" - jo det var også rigtig, ihvertfald indtil min hest blev syg. "Du bygger hus?" Det sidste var et hårdt 2 årigt forløb, jeg lige var blevet færdig med.......
Han nævnte lidt flere ting også nogle endnu mere private. Så var han stille. I den pause begyndte det at gå op for mig, at jeg som de rigtig mange unge jeg har talt med igennem tiden, havde valgt en fortolkning af mit liv, baseret på en historie om mig, nogle andre havde fortalt.
Jeg har siden arbejdet ihærdigt med det Narrative, og jeg kan kun sige, at det er skræmmende som vores historie er subjektiv og baseret på vores forudfattede oplevelse af os selv. Hvad er din dominerende fortælling?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar