søndag den 10. november 2013

Relationen der gjorde en forskel.

Som de kvikke læsere har bemærket, hælder jeg meget til den konstruktivistiske videnskabsteori. Jeg tror ikke på deciderede objektive sandheder. Jeg tror på, at vi på mange planer, som mennesker, bliver enige om hvad sandheden er. Det gælder i mange af livets forhold. Når jeg kigger tilbage på min skolegang, er jeg godt klar over, at det sker med mine egen subjektivitet. De hændelser og livbegivenheder der betød så meget for, hvordan jeg udviklede mig til at blive, den jeg er i dag, blev skabt i mit møde med andre mennesker.

Der er forsket en del i udsatte unges liv og udvikling. Der er i den forskning 2 begreber, der konstant dukker op og tilsyneladende er væsentlige. Min påstand er, at de er væsentlige for alle mennesker ikke kun de udsatte. Det ene er resiliens, det andet er relationen til en betydende voksen. Det er svært at sætte ord på resiliens. Når man i socialpædagogiske virksomheder og psykologiens verden snakker så meget om den, er det fordi den tilsyneladende, er en af de faktorer, der afgør, hvor godt vi klarer os.

Jeg har i min tid oplevet mange "grimme" ting. Jeg har hentet børn i lejligheder fyldt med skidt og hvor forældrene havde mere travlt med at slås end at sige farvel til deres børn. Jeg har mærket hvordan det føles, når en klasse spærer vejen hjem for dig, fordi nu skal du "lære det". De ting jeg har set og mærket, tror jeg ikke er værre end dem så mange andre har oplevet. Men af en eller anden grund klarer nogen af os godt ud af de oplevelser og andre "går til".

Resiliensen eller den indre modstandskraft må komme et eller andet sted fra? Når jeg trods modgangen blev stærkere og kom videre på mange punkter, tror jeg det skyldes, at jeg i min helt tidlige barndom fik kærlighed, omsorg og havde betydningsfulde voksne omkring mig. Der er sikkert mange andre faktorer, men lige nu vil jeg fokusere på anerkendelsens rolle.

Fordi jeg var blevet set og hørt, fordi jeg havde oplevet at være værdifuld i mig selv og fordi jeg var omgivet af troværdige voksne, fik jeg bygget mit selvværd op, så jeg grundlæggende helt nede, havde nået at stå imod med. Andre var ikke så heldige. Da mobningen tog fart, og da oplevelsen af ikke at være værdifuld i flokken kom, måtte jeg opfinde andre strategier og steder at overleve. Det vil jeg sikkert komme tilbage til i et senere indlæg.

Jeg har haft en del betydningsfulde mennesker omkring mig, men den jeg husker helt tilbage som afgørende vigtig i mine tidlige år, var min mormor. Når jeg var mest ked af det, eller oplevede mig mindst vigtig var hun der for mig. Den dag i dag er hun den der betingelsesløst elsker mig og giver udtryk for det, hver gang jeg møder hende.

Min mormor og morfars hjem var et helle.  Det var stedet, hvor jeg oplevede at kunne sidde i timer og lege med modellervoks, uden at blive kritiseret for at "gemme" mig fra omverdenen. Det var dér, jeg kunne fortælle mine mange historier om dragebetvingere og om drømme uden at blive dømt som mærkelig eller ved siden af.

Min mormor og morfars hus havde en swimming pool og lå op til Rudersdal skov. Jeg har brugt utallige sommeraftener på deres terrasse omgivet af min familie. det var dér mere end nogen andre steder jeg lærte at svømme. Den dag i dag er jeg utrolig glad for den evne. Min morfar malede akvareller. Jeg har den dag i dag nogle af hans billeder og de får mig altid tilbage til den tid. Mødet med kunsten og kreativiteten skulle være et af de steder, hvor jeg fandt noget jeg kunne.

Jeg fik formning i skolen. I en tid, hvor ikke ret meget andet fungerede for mig, blev min formningslærer en utrolig vigtig person. I lang tid, var han den første der så mig. Han var vildt med fotografering, han havde historier og brændte for sin verden. I hans timer tegnede jeg, malede jeg, lavede ler og følte at jeg kunne være med. Jeg var ikke den bedste i klassen, men jeg fandt noget jeg kunne bidrage med. Jeg lavede havteater og lavede forestillinger. Jeg tror ikke nødvendigvis, det gav mine klassekamerater et bedre indtryk af mig, men det gav mig noget.

Nogle gange tænker jeg tilbage på ham. Lod han mig lave det jeg havde lyst til, selvom jeg egentlig burde have lavet noget andet? Måske gjorde han, men det kan jo også være, at han så mig. Den kunstneriske proces handler jo ofte om at gøre og udvikle indtil man er færdig med et område. Jeg tror at min projekttilgang til nye områder i livet og min entusiast del blev skabt i de timer.

En dag hvor jeg havde det skidt, var jeg gået en tur i frikvarteret. Jeg løb ind i min formingslærer på vej tilbage til skolen. Jeg blev glad. Jeg husker det som en følelse af at være tryg. Det var solskin og som jeg husker det, forår. Jeg havde meldt mig til formning som valgfag. Jeg tror ikke kæften stod stille på mig i de første 5 minutter af vores følgeskab. Pludselig sagde han -  " Jacob er du bange for tavsheden?" Jeg kan ikke huske mit svar. Først blev jeg flov, som jeg så tit gjorde, når voksne udtalte noget, jeg tog som kritik. Jeg blev stille og eftertænksom. Jeg tror min hjerne arbejde på højtryk for at forstå, hvad han mente. Essensen af det møde er, at den stærke relation kan tåle den slags forstyrrelser. Netop fordi han betød så uendeligt meget for mig, gav hans ord mig grund til at reflektere og tage dem ind. Jeg forsøgte mere og mere i hans selskab at holde igen på talestrømmen. Jeg har stadig ikke helt lært det, og tror ikke jeg nogensinde får styr på det.

Tale er sølv og tavshed guld, ja måske. Måske for dem hvor den indre dialog ikke fylder ret meget. Måske for dem, hvis selvværd er så stærkt at det kan bære lange perioder med tavshed. Men for mig i den alder, var tavshed ikke guld. I tavsheden foregik der en masse tanker hos andre og jeg kunne ikke finde ud af hvad de tænkte om mig, når vi ikke talte sammen...

 Det svære ved relationen er at den ikke kan planlægges. Som socialpædagogisk medarbejder har jeg utallige gange forsøgt at planlægge aktiviteter som skulle give mig og en ung en fælles oplevelse, der kunne hjælpe vores relation. Det er bare sådan, at vi som mennesker selv vælger ud, hvem der bliver betydningsfulde for os. Det kan være en belastning for dem vi vælger, det kan være ubelejligt, men det er sådan det er. De blivende relationer er dem, der med tiden bliver ligeværdige. Hvor du som menneske oplever at du kan give igen. Jeg forlod Virum skole efter 9. klasse og har kun mødt den lærer en enkelt gang siden. Jeg fik aldrig fortalt ham, hvor meget han gjorde en forskel for mig. Jeg forsøger at huske at fortælle min mormor det, så tit jeg kan.

Måske har du været en betydende voksen i et barns liv? Måske har du haft den bærende relation og betydet en kæmpe forskel for andre? Måske er der nogen der har været den betydende for dig. Mit råd er, fortæl dem det. Lad dem vide at de gjorde en forskel. Måske får vi så skabt en verden, hvor det at gøre en forskel for andre, er en værdi i sig selv.