onsdag den 1. januar 2014

Rollerne vi tager....

Et nyt år tager sin begyndelse og her kommer så endelig tiden til at sætte lidt flere ord på skrift. Jeg har i mine tidligere indlæg været inde på nogle af de identiteter og dominerende historier der har fulgt mig i mit liv. Jeg tror egentlig ikke at det er noget specielt for mig, tværtimod er det min erfaring at rigtig mange oplever vores liv som en serie forbundne scener. Vi er en slags hovedpersoner i vores egen film.

Igennem mit liv har de scener været med til at give mening med ellers meningsløse scenarier. Fulgt af musik i ørene på walkman, siden discman og i dag på telefonen, har jeg vandret utallige kilometre. Jeg har grædt leet og smilet skævt i bedste Bogart stil. Når min kæreste slog op og jeg var knust, var et af midlerne en tur langs med søerne i københavn, kraven rullet op vinden i håret og i bedste James Dean stil hænderne i lommerne imens tonerne af et passende melankolsk nummer satte prikken over i'et. Det kunne være November Rain med Guns n Roses.

Jeg ved ikke hvor mange der kan genkende det. Jeg tror vi finder hver vores vej, og hver vores metode. Selvom jeg tidligt lærte, at musikken og stemningen ikke lindrede, men at den tværtimod holdt mig fast i tankerne, kunne jeg dengang ikke slippe det. Det hører vel teenage alderen til, at man svælger i sine følelser og og gennem det, lærer noget om sig selv. I dag bruger jeg musik til at understrege en stemning. Jeg hører AC/DC Thunderstruck på vej ned af en pist eller på vej til et hårdt forhandlingsmøde, for ligesom at sætte mig selv op til det. Ricky Martin imens jeg dansende gør mig klar til en festlig aften. Mads Langer Overgiver mig langsomt, imens jeg skriver den her blog. Det væsentlige er selvfølgelig at jeg husker at styre musikken så den underbygger min kreativitet og tankestrøm og ikke overtager og holder mig fast, som den gjorde tidligere.

En aften i efteråret mødte jeg en ven jeg ikke havde set i en del år. I vores snak over en kop kaffe på en café bragte os tilbage til en fælles fortid, vi talte løst og fast om de oplevelser vi havde haft siden den gang. Pludselig udbrød han, det er helt vildt som du virker i balance med dig selv. Jeg blev glad, hvem vil ikke gerne virke sådan? Det stod i skærende kontrast til noget en vendinde mindre end en måned tidligere havde sagt til mig under en fest. "Du er over det hele Jacob, du virker slet ikke i ro"...

Kan vi være begge dele på én gang? Det korte svar er nok ja. I min erfaring toner vi vores handlinger og referenceramme alt efter hvem vi er sammen med. Det mest præcise eksempel jeg har set på det, var i min tid i forsvaret. Jeg var så heldig at være blandt de sidste, det blev genindkaldt til en større Natoøvelse. Jeg havde ikke set min gruppe og mine befalingsmands kolleger i nogle år. Vi dukkede op på kasernen og fik udleveret vores udstyr. Vi mødte vores nye delingsfører og officerskorpset. Det var nogle lidt hektiske dage men også hyggelige, hvor vi fik delt, hvad der var sket os hver især, siden vi havde forladt hinanden sidst.

Da resten af kompagniet dukkede op på kasernens lignede nogen sig selv, andre var vokset eller havde tabt sig. Nogle havde en del mindre hår end sidst andre havde fået en ny glød i øjnene. Der var ikke tale om soldater. Der var tale om tømrere, lærere, ingeniører, sælgere og meget meget mere. Det var ikke unge drenge men voksne mænd igang med at etablere sig i livet. Jeg talte med nogle af dem imens vi ventede på at få udleveret uniformer og udstyr til dem. Det var interessant at se, hvordan de var havde udviklet sig siden da... Så skiftede de til uniformer og fandt deres sovepladser i barakken.

Jeg har nogengange spekuleret på om der var en nisse på spil den nat. Næste morgen kaldtes vi til morgen appel som i gamle dage. Der var sket en transformation i løbet af natten. Dem der altid var i sidste øjeblik var pludselig igen i sidste øjeblik. De meget velformulerede og voksne mennesker var forduftet. Tilbage var der de unge drenge, der nogle år forinden havde været værnepligtige sammen. Dem jeg havde talt med dagen før, havde pludselig deres gamle sprog tilbage.

Jeg har siden oplevet at jeg selv på samme måde faldt tilbage til gamle handlemønstre, når jeg befandt mig i den gamle sociale arena. Således har jeg behændigt undgået klassesammenkomster, gammel elevfester og lignende. Fordi den tid ikke var behæftet med særligt gode minder og fordi jeg frygter at den rolle jeg var blevet tildelt og som jeg havde taget til mig, ville vende tilbage. Måske kommer der en dag, hvor jeg har den fornødne styrke til at gøre forsøget.

Det er ikke fordi jeg ikke vil møde de mennesker igen. Jeg har i år mødt flere af mine gamle klassekamerater fra både grundskoletiden og gymnasiet. Men det er foregået på en café eller lignende. en ny arena og i andre grupperinger end dengang. Det gav mig chancen for at forblive den jeg er nu. På samme måde bilder jeg mig ind, at de var mere sig selv som de er i dag. Måske er det en forkert antagelse, men det passer på mine observationer. Jeg nyder at møde nye og gamle venner. Men jeg foretrækker det sker på lige vilkår. Med tiden er jeg blevet mere og mere opmærksom på de sociale arenaers betydning for vores adfærd og tænkning.

Som så mange andre har jeg oplevet at savner en hjemstavn, et sted jeg boede og haft drømmen om at vende tilbage. Jo mere jeg går på opdagelse i det opdager jeg at det er tiden og de oplevelser jeg havde der, jeg savner ikke stedet. Flyttede jeg eksempelvis tilbage, ville jeg jo hurtigt opdage at de mennesker jeg definerede tiden med er flyttet væk og har forandret sig. Det ærgrelige er, at den tid ikke kommer igen, det gode er, at vi kan skabe en ny tid, der giver samme indhold i livet, hvis vi tør.

Det er svært, blandt andet fordi vi forbinder de sociale arenaer med stereotype personer. tænkt tilbage til din skoletid. Hvem var klassen klovn? Klassens stræber? klassens rod osv.... Vi opfinder stereotyper, fordi vi hurtigt kan navigere i forhold til dem. Et færdselsuheld er nødt til at have en skyldig / ond person der stod bag. Det kan ikke bare være uheldige omstændigheder.Vores medier er fyldt med stereotype forklaringer på sociale kontekster. Hvorfor? fordi vi har lært dem, at det vil vi gerne have.

Det er i min optik en simpel virkelighed, at vi får de politikkere, vi stemmer på, vi får de medier vi bruger og de produkter vi betaler for. Det er nemmere hvis alle de ting skete fordi folk passede ind i vores stereotype opfattelse, men virkeligheden er at de sociale systemer, vi befinder os i, er ufattelig komplekse og at sammenhængen er svært at se. Derfor er det oftest nemmere at give op. Det er nemmere at lave en knivlov der ikke hjælper nogen og som alle eksperter forklarer ikke har nogen effekt end at opfordre folk til at opføre sig ordentligt og tage ansvar.

Rollespil bruger i høj grad stereotyper. Der er krigeren, magikeren osv. hver "klasse" har en række stereotypiske begrænsninger. Der er oftest lavet for at sikre balance i spillet. Det jeg har taget med mig, er forståelsen af at mennesker hver især har en række potentialer. I rollespil er karakteren beskrevet med en række tal i forskellige karakteristika. I virkeligheden er det selvfølgelig mere komplekst. Vi er født med muligheden for en vis styrke, en vis intelligens osv. Men hvis mine ben er 50 cm lange, er det mindre sandsynligt, at jeg kommer til at slå løbere som Carl Lewis. Til gengæld er der også sådan, at vi kan opnå langt mere end vi tror med vores potentiale. De færdigheder og evner vi tillærer os i livet er et potentiale, der ikke er givet på forhånd, men vigtigere endnu er hvordan vi bruger dem. Hvis vi forholder os stereotypisk til dem, vil det blive en begrænsning. Hvis vi er kreative og innovative vil de blive en styrke, der løfter os.

Jeg møder det nogen gange hos venner og familie der er jobsøgende. Jeg oplever at folk især ser på deres primære uddannelse som definerende, hvilket arbejde de kan få. I min erfaring er din uddannelse en række kompetencer og færdigheder. Hvordan du kan bruge og udnytte dem, vil vise hvilke typer at jobs du kan bestride. Hvordan du kan sælge og overbevise nogen om det, vil være meddefinerende på hvor nemt / svært det vil være at finde et job. Det ER faktorer som du ikke er herre over. Men der er også faktorer du lader bestemme over dig. Jeg er for gammel? måske eller også er du for erfaren? for genstridig? for sat? Måske var du bare uheldig, at virksomheden havde den forkerte opfattelse af dig? Det er ikke rart og fedt at være jobsøgende og jeg tror ikke der er ret mange, der er det med deres gode vilje.

Jeg møder det når jeg snakker med mennesker rundt omkring. Jeg er så uheldig, jeg bliver altid misforstået det er altid mig der tager affaldet ud, det er mig, der skal tage de sure slagsmål osv osv. Min erfaring er, at du kan ændre på det. Det er ikke nemt, det er ikke sjovt og det er ikke hurtig gjort. de roller vi tager og bliver sat i, har vi en tendens til at holde fast i...

At ændre vores rolle i en socialkontekst er ikke kun gjort ved at tale om det. Det kræver konstant årvågenhed, fordi vi hele tiden falder tilbage til vores gamle vaner og handlemønstre. Vores venner, familie og kolleger regner jo også og forventer at vi gør det. Vi vil som mennesker så gerne leve op til de andres forventninger. Hvis du mener jeg tager fejl så kig dig omkring. Hvor kan du se at du er storebror, lillebror. Hvor kan du se at du er vennegruppens klovn eller idémager? Hvis du kan se din rolle klart, kan du også ændre den, hvis du vil.

Jeg har igennem livet været musketer, joker, historiefortæller, melankolsk sortklædt vred ung mand, soldat, ridder, mørkets engel og meget meget mere. Prøv lige at tænk på hvilke billeder de titler gav dig på nethinden. Hvad er jeg så lige nu? forfatter? blogskribent? filosof? I virkeligheden er jeg summen af mine erfaringer og socialekompetencer. Der er ikke en titel, der passer lige med undtagen måske af menneske. Velkommen i klubben af mennesker på jorden. Hvis du læser det her håber jeg du slutter dig til os, og ser nuanceret på dig selv. Måske kan du så også bedre se nuanceret på dine medmennesker. På den måde kan vi alle sammen være med til at låse op for hinandens potentialer til at blive endnu bedre end vi allerede er.

Godt nytår alle sammen.

Jacob

Ingen kommentarer:

Send en kommentar