Rollerne vi tager....

Et nyt år tager sin begyndelse og her kommer så endelig tiden til at sætte lidt flere ord på skrift. Jeg har i mine tidligere indlæg været inde på nogle af de identiteter og dominerende historier der har fulgt mig i mit liv. Jeg tror egentlig ikke at det er noget specielt for mig, tværtimod er det min erfaring at rigtig mange oplever vores liv som en serie forbundne scener. Vi er en slags hovedpersoner i vores egen film.

Igennem mit liv har de scener været med til at give mening med ellers meningsløse scenarier. Fulgt af musik i ørene på walkman, siden discman og i dag på telefonen, har jeg vandret utallige kilometre. Jeg har grædt leet og smilet skævt i bedste Bogart stil. Når min kæreste slog op og jeg var knust, var et af midlerne en tur langs med søerne i københavn, kraven rullet op vinden i håret og i bedste James Dean stil hænderne i lommerne imens tonerne af et passende melankolsk nummer satte prikken over i'et. Det kunne være November Rain med Guns n Roses.

Jeg ved ikke hvor mange der kan genkende det. Jeg tror vi finder hver vores vej, og hver vores metode. Selvom jeg tidligt lærte, at musikken og stemningen ikke lindrede, men at den tværtimod holdt mig fast i tankerne, kunne jeg dengang ikke slippe det. Det hører vel teenage alderen til, at man svælger i sine følelser og og gennem det, lærer noget om sig selv. I dag bruger jeg musik til at understrege en stemning. Jeg hører AC/DC Thunderstruck på vej ned af en pist eller på vej til et hårdt forhandlingsmøde, for ligesom at sætte mig selv op til det. Ricky Martin imens jeg dansende gør mig klar til en festlig aften. Mads Langer Overgiver mig langsomt, imens jeg skriver den her blog. Det væsentlige er selvfølgelig at jeg husker at styre musikken så den underbygger min kreativitet og tankestrøm og ikke overtager og holder mig fast, som den gjorde tidligere.

En aften i efteråret mødte jeg en ven jeg ikke havde set i en del år. I vores snak over en kop kaffe på en café bragte os tilbage til en fælles fortid, vi talte løst og fast om de oplevelser vi havde haft siden den gang. Pludselig udbrød han, det er helt vildt som du virker i balance med dig selv. Jeg blev glad, hvem vil ikke gerne virke sådan? Det stod i skærende kontrast til noget en vendinde mindre end en måned tidligere havde sagt til mig under en fest. "Du er over det hele Jacob, du virker slet ikke i ro"...

Kan vi være begge dele på én gang? Det korte svar er nok ja. I min erfaring toner vi vores handlinger og referenceramme alt efter hvem vi er sammen med. Det mest præcise eksempel jeg har set på det, var i min tid i forsvaret. Jeg var så heldig at være blandt de sidste, det blev genindkaldt til en større Natoøvelse. Jeg havde ikke set min gruppe og mine befalingsmands kolleger i nogle år. Vi dukkede op på kasernen og fik udleveret vores udstyr. Vi mødte vores nye delingsfører og officerskorpset. Det var nogle lidt hektiske dage men også hyggelige, hvor vi fik delt, hvad der var sket os hver især, siden vi havde forladt hinanden sidst.

Da resten af kompagniet dukkede op på kasernens lignede nogen sig selv, andre var vokset eller havde tabt sig. Nogle havde en del mindre hår end sidst andre havde fået en ny glød i øjnene. Der var ikke tale om soldater. Der var tale om tømrere, lærere, ingeniører, sælgere og meget meget mere. Det var ikke unge drenge men voksne mænd igang med at etablere sig i livet. Jeg talte med nogle af dem imens vi ventede på at få udleveret uniformer og udstyr til dem. Det var interessant at se, hvordan de var havde udviklet sig siden da... Så skiftede de til uniformer og fandt deres sovepladser i barakken.

Jeg har nogengange spekuleret på om der var en nisse på spil den nat. Næste morgen kaldtes vi til morgen appel som i gamle dage. Der var sket en transformation i løbet af natten. Dem der altid var i sidste øjeblik var pludselig igen i sidste øjeblik. De meget velformulerede og voksne mennesker var forduftet. Tilbage var der de unge drenge, der nogle år forinden havde været værnepligtige sammen. Dem jeg havde talt med dagen før, havde pludselig deres gamle sprog tilbage.

Jeg har siden oplevet at jeg selv på samme måde faldt tilbage til gamle handlemønstre, når jeg befandt mig i den gamle sociale arena. Således har jeg behændigt undgået klassesammenkomster, gammel elevfester og lignende. Fordi den tid ikke var behæftet med særligt gode minder og fordi jeg frygter at den rolle jeg var blevet tildelt og som jeg havde taget til mig, ville vende tilbage. Måske kommer der en dag, hvor jeg har den fornødne styrke til at gøre forsøget.

Det er ikke fordi jeg ikke vil møde de mennesker igen. Jeg har i år mødt flere af mine gamle klassekamerater fra både grundskoletiden og gymnasiet. Men det er foregået på en café eller lignende. en ny arena og i andre grupperinger end dengang. Det gav mig chancen for at forblive den jeg er nu. På samme måde bilder jeg mig ind, at de var mere sig selv som de er i dag. Måske er det en forkert antagelse, men det passer på mine observationer. Jeg nyder at møde nye og gamle venner. Men jeg foretrækker det sker på lige vilkår. Med tiden er jeg blevet mere og mere opmærksom på de sociale arenaers betydning for vores adfærd og tænkning.

Som så mange andre har jeg oplevet at savner en hjemstavn, et sted jeg boede og haft drømmen om at vende tilbage. Jo mere jeg går på opdagelse i det opdager jeg at det er tiden og de oplevelser jeg havde der, jeg savner ikke stedet. Flyttede jeg eksempelvis tilbage, ville jeg jo hurtigt opdage at de mennesker jeg definerede tiden med er flyttet væk og har forandret sig. Det ærgrelige er, at den tid ikke kommer igen, det gode er, at vi kan skabe en ny tid, der giver samme indhold i livet, hvis vi tør.

Det er svært, blandt andet fordi vi forbinder de sociale arenaer med stereotype personer. tænkt tilbage til din skoletid. Hvem var klassen klovn? Klassens stræber? klassens rod osv.... Vi opfinder stereotyper, fordi vi hurtigt kan navigere i forhold til dem. Et færdselsuheld er nødt til at have en skyldig / ond person der stod bag. Det kan ikke bare være uheldige omstændigheder.Vores medier er fyldt med stereotype forklaringer på sociale kontekster. Hvorfor? fordi vi har lært dem, at det vil vi gerne have.

Det er i min optik en simpel virkelighed, at vi får de politikkere, vi stemmer på, vi får de medier vi bruger og de produkter vi betaler for. Det er nemmere hvis alle de ting skete fordi folk passede ind i vores stereotype opfattelse, men virkeligheden er at de sociale systemer, vi befinder os i, er ufattelig komplekse og at sammenhængen er svært at se. Derfor er det oftest nemmere at give op. Det er nemmere at lave en knivlov der ikke hjælper nogen og som alle eksperter forklarer ikke har nogen effekt end at opfordre folk til at opføre sig ordentligt og tage ansvar.

Rollespil bruger i høj grad stereotyper. Der er krigeren, magikeren osv. hver "klasse" har en række stereotypiske begrænsninger. Der er oftest lavet for at sikre balance i spillet. Det jeg har taget med mig, er forståelsen af at mennesker hver især har en række potentialer. I rollespil er karakteren beskrevet med en række tal i forskellige karakteristika. I virkeligheden er det selvfølgelig mere komplekst. Vi er født med muligheden for en vis styrke, en vis intelligens osv. Men hvis mine ben er 50 cm lange, er det mindre sandsynligt, at jeg kommer til at slå løbere som Carl Lewis. Til gengæld er der også sådan, at vi kan opnå langt mere end vi tror med vores potentiale. De færdigheder og evner vi tillærer os i livet er et potentiale, der ikke er givet på forhånd, men vigtigere endnu er hvordan vi bruger dem. Hvis vi forholder os stereotypisk til dem, vil det blive en begrænsning. Hvis vi er kreative og innovative vil de blive en styrke, der løfter os.

Jeg møder det nogen gange hos venner og familie der er jobsøgende. Jeg oplever at folk især ser på deres primære uddannelse som definerende, hvilket arbejde de kan få. I min erfaring er din uddannelse en række kompetencer og færdigheder. Hvordan du kan bruge og udnytte dem, vil vise hvilke typer at jobs du kan bestride. Hvordan du kan sælge og overbevise nogen om det, vil være meddefinerende på hvor nemt / svært det vil være at finde et job. Det ER faktorer som du ikke er herre over. Men der er også faktorer du lader bestemme over dig. Jeg er for gammel? måske eller også er du for erfaren? for genstridig? for sat? Måske var du bare uheldig, at virksomheden havde den forkerte opfattelse af dig? Det er ikke rart og fedt at være jobsøgende og jeg tror ikke der er ret mange, der er det med deres gode vilje.

Jeg møder det når jeg snakker med mennesker rundt omkring. Jeg er så uheldig, jeg bliver altid misforstået det er altid mig der tager affaldet ud, det er mig, der skal tage de sure slagsmål osv osv. Min erfaring er, at du kan ændre på det. Det er ikke nemt, det er ikke sjovt og det er ikke hurtig gjort. de roller vi tager og bliver sat i, har vi en tendens til at holde fast i...

At ændre vores rolle i en socialkontekst er ikke kun gjort ved at tale om det. Det kræver konstant årvågenhed, fordi vi hele tiden falder tilbage til vores gamle vaner og handlemønstre. Vores venner, familie og kolleger regner jo også og forventer at vi gør det. Vi vil som mennesker så gerne leve op til de andres forventninger. Hvis du mener jeg tager fejl så kig dig omkring. Hvor kan du se at du er storebror, lillebror. Hvor kan du se at du er vennegruppens klovn eller idémager? Hvis du kan se din rolle klart, kan du også ændre den, hvis du vil.

Jeg har igennem livet været musketer, joker, historiefortæller, melankolsk sortklædt vred ung mand, soldat, ridder, mørkets engel og meget meget mere. Prøv lige at tænk på hvilke billeder de titler gav dig på nethinden. Hvad er jeg så lige nu? forfatter? blogskribent? filosof? I virkeligheden er jeg summen af mine erfaringer og socialekompetencer. Der er ikke en titel, der passer lige med undtagen måske af menneske. Velkommen i klubben af mennesker på jorden. Hvis du læser det her håber jeg du slutter dig til os, og ser nuanceret på dig selv. Måske kan du så også bedre se nuanceret på dine medmennesker. På den måde kan vi alle sammen være med til at låse op for hinandens potentialer til at blive endnu bedre end vi allerede er.

Godt nytår alle sammen.

Jacob

At være Rollespiller eller at spille rollespil, det er spørgsmålet.

Jeg tror det var i 8. klasse. En af mine nye klassekamerater viste en bog til to andre. Forsiden var i mørkeblå tonede farver og viste en troldmand. Ryggen på bogen var orange, og den havde den der ny bog duft. Drengene i den gruppe, var i høj grad incrowden. Alt, hvad de havde med, var spændende, og der var, som jeg husker det, en del småsnak om det her, de havde fundet inde i København. Der var tale om mit første møde med Advanced Dungeons & Dragons, rollespillet.

Jeg var øjeblikkeligt fascineret af det her nye spil, der, kunne jeg forstå, kom fra USA. Der var umiddelbart to udfordringer forbundet med det her møde. Det første var, at jeg ikke havde penge til at købe den slags bøger selv, og der var langt til jul. Den anden at spillet skulle spilles med en gamemaster og en gruppe af spillere. Jeg havde ikke nogen gruppe, jeg lige umiddelbart kunne være en del af.

I løbet af de næste uger, forsøgte jeg at spørge mere og mere ind til det. Jeg prøvede at finde ud af så meget som muligt, fordi jeg på et eller andet ubevidst plan vel håbede, at det kunne blive det fælles tredje, der kunne forbinde mig med drengene i den nye klasse. En af mine klassekamerater, gav mig nogle selvstøbte figurer til spillet og jeg fik skaffet en bog eller 2.

Jeg kom aldrig rigtig ind i deres gruppe, men jeg lærte dem at kende. Selvom jeg nok stadig havde svært ved det sociale spil, blev det at gå i skole, efterhånden ikke rædselsfuldt. Den dag i dag tror jeg, at jeg mest var på tålt ophold i den drengegruppe, men de gjorde rigtig meget for at tale med mig, og invitere mig med ind, når de havde overskud.

I boghandlen fandt jeg nogle eventyrbøger, der baserede sig på, at man kunne "spille" dem alene. De hed sværd og trolddom. Jeg lærte en butik at kende i København, jeg stadig besøger, når jeg er i nærheden. I mangel af en gruppe, begyndte jeg selv at tegne og designe eventyr, som min lillebror med mere eller mindre tvang blev sat til at gennemføre. Der var, en udvikling i gang inden i mig. Jeg fik en hobby, som jeg aktivt havde valgt selv. Andre tror jeg har oplevet lignende med kampsport, fodbold osv. Det blev næsten alt opslugende. Jeg læste engelske regelbøger og udvidede mit ordforråd, jeg lærte matematik til at løse udregninger, der var nødvendige i spillet. Så kom voksenverdenen og smadrede det.

Jeg tror, det var min mor, der kaldte på mig. Der kom noget om Rollespil i nyhederne. Jeg skyndte mig ind og så udsendelsen sammen med dem. Det var ikke just den mest positive oplevelse. Spillet blev sat i forbindelse med op mod 85 tilfælde af mord og selvmord i U.S.A og en psykolog brugte en stor del af udsendelsen på at fortælle om den fantasiverden, der nærmest automatisk gjorde folk skizofrene. En del af de mennesker jeg kendte fra miljøet udtalte sig, men ingen af dem, brændte igennem. Der var tavshed, sådan husker jeg det ihvertfald i stuen, da udsendelsen fortsatte, med andre indslag.

Mine forældre var bekymrede, jeg var jo også lidt en drømmer, jeg brugte også for meget tid på det, og for lidt på skolen, det kunne jo være farligt. Jeg modargumenterede og jeg kæmpede benhårdt for, at få lov at blive ved. Det var, tror jeg, første gang, jeg for alvor hele vejen igennem følte at jeg havde ret, og at de ikke fattede noget som helst.

Det er jo ikke ualmindeligt, at teenagere har skænderier med deres forældre. De er bestemt heller ikke ualmindeligt, at man i de år, føler at ingen forstår en. Når man bliver ældre ser man oftest tilbage med en lidt anden forståelse. Min fortolkning af den tid er, at min forældre oplevede en række forandringer med mig. Det var vel også på tide, tænker jeg. Da de kom, var det nærmest eksplosivt. Det jeg tog med i mit voksne liv, var erkendelsen af, at selvom jeg den gang var ufattelig ked af det og vred over deres "manglende" og lyst til at sætte sig ind i det, var deres bekymring og forsøg på at begrænse det, et udtryk for en massiv kærlighed. Havde de ikke følt det, havde de været uengagerede og ligeglade, den oplevelse har jeg, i forhold til så mange andre, aldrig haft.

Jeg oplever idag, at jeg sætter grænser for mine børn, hvor deres jævnaldrenes forældre, finder mig for restriktiv og for hård. Men hvis resultatet af vores angst for konflikter med børnene i jagt på kvalitetstid, hvor vi jo "fandme skal hygge os og ikke skændes" fører til at vores børn oplever os som mere travlt beskæftiget med os selv end dem, så lever jeg gladeligt med andres fordømmelse på det punkt.

Det er af samme grund, at jeg er imod tvungne lektiecaféer, selvom jeg er vild med konceptet, for de børn hvis forældre ikke har muligheden for at hjælpe til. Mere om det en anden gang. Mine børn er mit ansvar, og de er mine ikke statens. Derfor må og skal jeg også tage mig af deres dannelse, opdragelse og selvværd.

Psykologen havde ret på et punkt. Den virkelighed, der åbnede sig for mig i rollespillet, var særdeles tiltrækkende. Jeg fandt et frirum der, hvor jeg kunne flygte hen og fascineres af de historier, jeg læste. Den dag i dag, kan jeg finde en bog frem sågar en regelbog og sidde og bladre løst i den, med en kop kaffe på bordet. Der kan hurtigt forsvinde et par timer, men det er som at komme tilbage i tiden. Måske har du ligende billedlige "sutteklude"?

Da vi flyttede til Ganløse, fik jeg startet en reelt fortløbende gruppe op. Den bestod af min bror og en del af hans venner. Vi spillede Warhammer og systemet samt den lidt mørke humor, passede godt ind i tiden. Det var her mine grundlæggende erfaringer i Gamemastering opstod erfaringer og indsigt, der i den grad er kommet mig til gode i så mange andre af livets sammenhænge siden. I rollespillene er karakterer (hovedpersoner spillet af spillerne) defineret ved en række attributer og tal. Hver karakter har et sæt evner og færdigheder. Jeg begyndte at opdage, at næsten alle kombinationer kunne bruges med fordel, det krævede man ændrede sin tilgang og spillestil. Ikke ulig den virkelige verden.

Fra mine timer med rollespil fik jeg pludselig en flok. Her hørte jeg hjemme. Jeg fik optrænet abstrakt tænkning, kreativitet, intuition, udviklede min empati og mine sociale kompetencer. Som Gamemaster styrer du spillet, plottet og alle de karakterer spillerne møder. Det kræver overblik, struktur, evnen til at kunne portrættere stereotyper. Ind imellem havde vi marathon spilgange. Den gang var det mest de, der ikke var mest inde i varmen, der spillede, og da kun meget sjældent pigerne. i dag har det heldigvis ændret sig.

Rollespil blev på mange måder en væsentlig begivenhed, og man burde måske skrive den ind i sin livsbegivenhed på Facebook. På handelsskolen efter gymnasiet, blev det et fælles tredje som førte til et nyt venskab jeg har den dag i dag. Senere på seminariet gentog den oplevelse sig. Jeg tror egentlig, at fast ugentlig rutine om trivial pursuit eller andre spil, kunne have skabt meget af den samme stemning. Nu var det bare den her verden, der fangede mig. Jeg har haft rigtig mange gode stunder sammen med 5-6 venner, hvor der blev drukket litervis af kaffe, digtet poesi, skabt fantastiske fortællinger, vi den dag i dag kan fortælle og grine omkring.

På seminariet var vi nogle stykker, der udviklede vores eget system. Det system er den dag i dag, stadig det jeg er mest glad for at spille og har lært mig, hvor meget man kan, når man virkelig beslutter sig for det. En dag, måske, udgiver jeg det, men det er primært lavet, fordi det var nødvendigt. Vi er som voksne en gang imellem hurtige til at placere de ting vores børn laver i kasser, som er enten gode eller dårlige for vores børn. sandheden er vel at alting kan misbruges.

Hvor jeg den gang i 80'ernes verden af subkulturer og identitetsjagt ofte hørte mig selv introducere mig som rollespiller, er jeg i dag meget mere end det. Mit mål igennem alle årene var at lave en god historie. Jeg elsker gode historie og brugte en del af de erfaringer til at fortælle historier i året for den gode fortælling. I dag siger jeg ikke at jeg er rollespiller, men at jeg spiller rollespil, kan du se forskellen? En vigtig lære fra den tid i mit liv er, at man må ikke undervurdere betydningen af en hobby, men den må ikke blive så opslugende, at den fjerner dig fra livet. Jeg håber, at jeg er istand til at se det, når mine børn kommer hjem indfanget af en ny dille, jeg egentlig bare finder latterligt og fordummende. Mon ikke du vil gøre det samme?