Min autopoiesis og mig...

I gårsdagens indlæg kommenterede jeg på det, jeg kalder mit Amerikanske jeg. Det er måske på sin plads, at fastslå: jeg ikke er amerikansk. Jeg er født i Danmark, betragter mig selv som dansk og på mange måder, utrolig glad og stolt af det. Men hvad betyder en nationalitet egentlig? Den systemiske teori ville nok se det som et socialt system. Et fællesskab skabt af en række strukturer og mønstre omkring nogle fælles sociale spilleregler. I en global verden, hvor vi, i stigende grad, har adgang til informationer om andre dele af verdenen, deres spilleregler og deres løsningsmodeller, vil det alt andet lige skabe en lang række af forstyrrelser for Danmarks autopoiesis. Vi lever i en brydningstid siger nogen, andre ,inklusiv mig selv, ville sige, at det har vi altid gjort. Der har, i det her område, været skiftende folkestammer og kulturer fra de første mennesker satte deres ben her. For mig er det, der gør mig særlig glad ved Danmark en række værdier som mit system har lært sig er danske. Udfordringen er, at det ikke nødvendigvis er de samme værdier, du har tillært dig i dit system.

Vi fremhæver ofte Janteloven som særlig dansk, jeg tror snarere at jalousi og ærgrelse er følelser der udspringer af noget meget menneskeligt. Hvorfor er det nu, at vi er kritiske og skeptiske overfor folk som stikker af fra normen? Hvorfor er det overhovedet interessant, kunne vi ikke bare acceptere det, og så komme videre med vores liv? Det er gode og vigtige spørgsmål, især i en tid, hvor vi i Danmark taler om inklusion, for kan vi overhovedet have inklusion i et ikke rummeligt samfund? Er vi ikke nødt til at acceptere mangfoldighed, før vi begynder at tale om inklusion i nogen som helst områder? Det giver ihvertfald mening for mig.

Jeg tror, det er i menneskets natur at huske de negative oplevelser. Vi tager dem til os som erfaringer og omdanner det til en viden om mønstre og strukturer, vi hurtigt kan genkalde os, hvis vi står i lignende situationer og har brug for redskaber. Et eksempel: Samleren der i fortiden fandt et nyt bær, spiste det, måske tilskyndet af sult. Bæret viser sig at være giftigt og kun med nød og næppe overlever menesket. Det er klogt, at den erfaring nu lagres negativt og bær vil fremover (især nye og uprøvede) være noget man nærmer sig med forsigtighed. Vi agerer ud fra de erfaringer, vi allerede har gjort os overfor vores omverden. Vi skal mangle redskaber eller opleve at vores forudfattede fortolkning af situationen er utilstrækkelig, før vi åbner os for nye indtryk. Det er det autopoesisen handler om. Vi møder andre mennesker og nye situationer, med de erfaringer, vi allerede har gjort os i fortiden. En af de få fortærskede floskler, der understøtter den tanke, er brændt barn skyr ilden, som måske nutidigt kunne hedde brændt menneske frygter, at blive brændt igen.

Når man i pædagogiske og politiske kredse en gang imellem taler om, at mennesker fødes nysgerrige og videbegærlige og når forskere påpeger, at vi mister den læringslyst (oftest i løbet af folkeskoleårene) handler det måske netop om, at der fyldes mange indtryk ind i aotopoiesisen i de år. De lagres som negative erfaringer, begrænser og skærmer os fra nye lignende erfaringer. Det er derfor anerkendelse som tilgang, er så forbandet vigtig. Det er for nemt og ensidigt, at beskylde lærerne, skolen eller samfundet for den udvikling. Nej vent lidt - Samfundet er måske egentlig rigtigt nok, for i min verden er vi alle sammen samfundet. Du, jeg og de mennesker der deler vores strukturer, mønstre og fælles spilleregler.

Hvis jeg har ret i mine antagelser, betyder det også at ting som smålighed, mistro til sine medmennesker, angst for fremmede kulturer og mobning, dybest set er reaktioner opstået på baggrund af negative erfaringer. Hvis vi vil skabe et bedre samfund, er vi nødt til at holde op med at tro, at det kan gøres ved at opstille regler. Reglerne bliver kun fulgt, hvis de giver mening for det enkelte system. Knivloven er mit yndlings eksempel. Når unge stikker hinanden ned, sker det ikke fordi, der ikke var regler i forvejen. Det var der jo. Det sker fordi de unge, der er i situationen har det som et handlemønster, det er en mulighed at bruge. Vi kan lave nok så mange regler og strafudmålinger, men hvis ikke vi følger dem op, ved at forstyrre de unge i deres forudfattede meninger om det at gå med og bruge kniv, ændrer vi ikke ved andet, end mængden af folk, der over en nat er blevet kriminelle. I værste tilfælde skader vi de fælles spilleregler, som medfører, at polariseringen i det sociale system Danmark forøges, fordi der opstår flere negative erfaringer.

Problemet er, at der i min opfattelse er ved at opstå endnu et system i systemet. Der er tale om en uddannelses klasse som har fælles sprog, fælles forståelse samt strukturer og mønstre. Den måde de opfatter deres omverden på er forskellig fra andre delsystemer i Danmark, og de har erfaret, at man kan regulere og styre sig ud af den her type problemer. Den type technokrati havde man oprindeligt forsøgt at undgå i vores demokratimodel, ved at regne med, at de 179 folkevalgte i parlamentet ville afspejle Danmark bredt og ved at indføre en tredeling af magten.

Det kan virke håbløst, men det er det ikke. Systemer kan ændre sig. De udmærker sig ved at ville leve og det kræver tilpasning. Systemet lærer ved forstyrrelser, der er passende i kompleksiteten. En sådan forstyrrelse kan være ændrede stemmemønstre, ændret retorik og ændrede holdninger. Men det kræver, at du gør noget anderledes, og det kræver, at det giver mening for dig.

Det gør det for mig. Jeg vil noget andet, end det jeg oplevede som barn. Her er et lille tip, du kan ikke ændre andre, men du kan ændre din fortolkning af deres handlinger og dermed din reaktion overfor dem. Det i sig selv er en forstyrrelse af rang, der kan skabe forandring hos dem. Du kan bare ikke styre tempoet eller hvilken forandring det bringer. Det er jo der, der gør det så fantastisk spændende at være menneske.

Men tør du? Forandring er svært. Det er forbandet hårdt at skulle være opmærksom på sin autopoiesis, at skulle være uærbødig overfor sine egne fortolkninger. Et favorit eksempel er i filmen Jeanne D arc. Dustin Hoffmann spiller rollen som hendes samvittighed og udfordrer hendes autopoiesis. Det sværd hun føler var givet til hende fra gud, kunne være kommet til hende, ad så mange andre veje....

Spørg dig selv, Er der andre fortolkninger på dine medmennesker handlinger, end dem du først griber til? Svar ærligt på det, og pludselig har du så måske et mere nuanceret syn på dine medmennesker. Med tiden fører det nye syn på dem til nye handlinger og måske til sidst, en verden præget af mere umiddelbarhed i kontakten mellem mennesker.

Det er mit håb, at det ikke er min forud fattede fortolkning, der får lov til at vælge, hvem jeg bliver inspireret af i morgen. Hvad med dig?

Mit amerikanske jeg og et spark i r... til Jante

En kollega og jeg holdt skansen på kontoret alene. Det var fredag og vi delte en kop kaffe på hendes kontor og småsludrede lidt. I løbet af samtalen kom det frem at hun havde tænkt, at jeg var meget amerikansk. Jeg var tavs (I sig selv noget af en bedrift), og min hjerne drønede i sit analytiske hjørne for at lure, hvad hun mente med det.

Nu hører det med til historien, at jeg er opvokset under en kold krig, der raserede hele verdenen. Truslen om en atomkrig var reel, og som barn oplevede jeg tit de skel, der var i Danmark på grund af det. Især i gymnasiet og i min omgangskreds, var det ikke ligefrem smart at være glad for amerikanerne. De var selvglade, troede de var verdenens politibetjente, "de var kapitalister" og lignende sætninger fløj ofte igennem luften. Slut firserne var perioden med de store Vietnamfilm, som bestemt ikke hjalp på stemningen...

I mit indre univers var det lidt anderledes. Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvordan et land med mere end 300 millioner mennesker kan være på en bestemt måde. Men som jeg husker firserne var de fyldt med subkulturer og samfundssplittelse, det er altså ikke noget nyt og der var det heller ikke i 80'erne. Prøv at se hvor stor forskel der er på yuppie og punk, på Walter og Carlo og Pelle Erobreren. Personligt har jeg, siden jeg første gang stod på landgangs strandene i Normandiet, nok altid haft en taknemmelighed for, at de kom fra den anden side af verdenen og hjalp os. Sådan er mit syn på historien og på begivenheder omkring os, nok altid lidt skævt, i forhold til min samtid og især forhold til, hvad der er populært at mene. Det er egentlig ikke fordi, at jeg vil være på tværs, tværtimod. Jeg har bare rigtig ofte oplevet, at jeg ser og vægter nogle ting anderledes end mange åbenbart.

Tilbage i kontoret må min kollega have fornemmet min usikkerhed, for hun uddybede. -" Du er glad, du er ikke bange for at vise, når du har gjort noget godt og du taler med alle". Der var mange flere ting, der kom frem i den samtale, og da jeg gik ned til mit eget skrivebord kunne jeg mærke jeg var glad og positiv. Der var en af de bedre fredage...

Det er i grunden ret godt observeret af hende. Jeg har en del gange efterhånden haft oplevelsen af at tale med mennesker, jeg ikke har set i længere tid. Ret mange af dem siger ting som "Gud, du er helt anderledes end jeg husker dig" eller " Du er ikke så snobbet, som jeg troede". Min umiddelbare reaktion på den slags AHA oplevelser, er som regel at smile og tilkendegive, at jeg er glad for at jeg vandt ved nærmere bekendtskab. Indvendigt bliver jeg nok i virkeligheden lidt ked af det hver gang. For hvad er det der gør, at vi så hurtigt dømmer andre?

Hvis min kollegas definition af at være amerikansk er korrekt, er jeg forbandet stolt af at være amerikansk i min tilgang til andre mennesker. Jeg prøver at huske at tale med alle typer af mennesker. Jeg roser og anerkender der, hvor jeg kan se, at der er noget at anerkende jf. mine tidligere indlæg, har jeg jo selv oplevet, hvad det gør ikke at blive set. Jeg er bare heldig at de mennesker jeg møder, alle på den ene eller anden måde indtil nu, har indeholdt ting, der var værd at se og komplimentere.

Den anden del af at være amerikansk handler om de ting man tør tale om. Jeg kan ligeså godt indrømme det, jeg taler om de ting der lykkes og som jeg er stolt af. Før i tiden har mine kolleger oplevet mig lægge telefonen på skrivebordet, for med det samme at falde på knæ i bedste fodboldspillerstil og udbryde: "YES! fuck, hvor var jeg god!!!". I starten tror jeg, de var forundrede, i dag sker det mindre ofte, men når det sker, håber jeg de smiler af det og tænker " Ja, det er han i grunden".

Desværre er det min oplevelse, at det at tale om ting man er god til i Danmark, ikke bliver modtaget med en stille accept. Tværtimod starter det kritiske system. Det kan ikke være rigtigt. Du har snydt, du skjuler noget, du er ikke ligeså god som.... Kender du den følelse? Følelsen af stille jalousi over en andens succes? - Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg selv er blevet ramt af den igennem tiden. Mistroen overfor talent istedet for glæde over at kende en, der er god til noget? Der er kun én ting at gøre, og det er at aktivere de filtre, der stopper talestrømmen og mimikken inden det afspejler det, og ødelægger den andens glæde. Spørg dig selv -"hvorfor fanden er det så svært at være glad på hans / hendes vegne?" Måske vil du som mig opleve, at svaret en gang imellem er, fordi jeg ville ønske, det var mig. OK accepter det og begynd så på at arbejde på, at der blir' dig.

-" Hvis noget ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det ikke er sandt." Jeg hader den sætning af hele mit hjerte. Den og så titlen på sangen "på det jævne på det jævne." Prøv at smag lidt på den her "Flyv ikke højere end vingerne bærer" ?!?!? For at bruge moderne sms sprog WTF!!!! (for de lidt ældre læsere en forkortelse af WHAT THE FUCK -Hvad helvede på dansk ;-)
Det kunne jo også være at man lige præcis havde mødt det ene menneske, der havde løst en gåde, hvis løsning har undsluppet os selv i et stykke tid. Vi kan nu vælge at lære af det menneske, eller forbande det og kæmpe videre med løsningen selv - But why?

Jeg er sulten på livet og forsøger hele tiden at hente nye indtryk, ny viden og nye oplevelser. Jeg har det svært med konformitet, men jeg bebrejder ikke dem, der har det bedst sådan. Se det er dér forskellen er. Hvorfor må andre bestemme, hvad der er bedst for mig? Hvis de er glade for en hverdag, præget af rutiner, som gør dem trygge, synes jeg det er fantastisk. Men hvis jeg kvæles i det, skal jeg så partout leve det?

En dag blev jeg kaldt ind på skolens kontor. Min leder var bekymret. Flere af mine mandlige kolleger havde været forbi ham. De havde bemærket at jeg talte om, hvor svært det var at være ny, hvor store krav den nye eksamensform stillede, hvor meget det fyldte at blive far, hvor svært min kone og jeg havde det med at finde hinanden igen efter det. Derudover havde jeg vist også haft lidt rigeligt enkelt sygedage. Der er tre grunde til, at den samtale sider så dybt i mig. Det ene var, at ingen af de kolleger havde spurgt mig direkte, om jeg havde det godt? Den anden grund var at jeg nu også som voksen stod og fik kritik, for noget jeg egentlig ikke følte var retfærdigt. Selv den dag i dag, kan jeg mærke varme kinder, bare ved at skrive om det. Jeg blev flov og ked af det. Den tredje grund er, at det her gik op for mig, hvor hæmmet jeg pludselig så mine mandlige kolleger som.

Ja jeg taler om det gode og det dårlige. På den måde får jeg i samtalen reflekteret over det og sat det på plads. Er det ikke det venner og kolleger gør med hinanden? Åbenbart ikke der. De folk der kender mig godt i dag ved, at det er, når jeg bliver stille og sammenbidt, at den er galt. Det er dér, jeg har brug for hjælp og ikke længere selv kan se det. Jeg tænker på samtalen med et smil i dag. Ved hjælp af tillidsmanden fik vi afklaret, at jeg hverken havde mere eller mindre sygdom end forventeligt, at der ikke var noget mønster eller uforklarligt. Der var tale om en italesættelse af mig og en kultur i at forstå mig, uden om mig. Kender du til den slags kulturer? Jeg har lært en del igennem mit liv, men en af de mest værdifulde lektier er, at mit temperament for tiden, passer bedst ind i den private sektor. Der har jeg flest gange oplevet, at man satte pris på den type, jeg tilsyneladende er. I et senere indlæg vil jeg uddybe noget om typer og den narrative forståelse af dem.

Der er i min forståelse af livet og verdenen et hav af mennesker, med en mangfoldighed af talenter og potentialer. Hvis vi forstår at vise dem, at det er værdifuldt, kan vi hjælpe dem til nye højder. Alternativt kan vi forfølge dem, der stikker ud, og så slår vi mangfoldigheden ihjel, det har vidst været prøvet før i historien. Tænk lidt over den...

Mener jeg at jeg er god? - Ja til nogen ting er jeg fandme god. Er jeg bedre end andre? Ja sikkert til noget, omvendt er de bedre end mig til andet, det er jo det fantastiske ved diversiteten i vores flok ikk'? Selvtilliden er ved at komme sig ovenpå nogle hårde år. Selvværdet... Det arbejder jeg på. Hvad med dig? Ved du egentlig hvor meget du betyder for andre, hvor stor værdi du har? Min fornemmelse er, at den er støre end du tror på.