Anerkendelse, selvværd og selvtillid.

Den manglende anerkendelse kan have ufattelig store konsekvenser hele livet. For mit eget vedkommende fik en skolegang og en opvækst i miljøer ikke ligefrem præget af anerkendelse, netop det. Jeg har tidligere beskrevet, at anerkendelse ikke er det samme som ros. På samme måde er anerkendelse heller ikke det samme som at negligere de områder, der ikke fungerer eller at lade som om, at alting et andet menneske gør er godt. Begge dele er det, jeg kalder symptom handlinger.

Jeg kan selv huske en episode fra min skolegang, hvor læreren stillede et spørgsmål ud i klassen. Jeg rakte hånden op, jeg vidste absolut, hvad svaret var. Da læreren valgte mig, startede min talestrøm. De af jer, der kender mig ved, at jeg taler en del. Det kan virke belastende, det er jeg klar over. Det er sandsynligvis det samme, min lærer tænkte. Ihvertfald var hans nonverbale kommunikation meget tydelig. Med et kropsprog der viste mig med alt uønskelig tydelighed, at han dybest set ikke var interesseret i mit svar, ventede han tålmodigt til jeg var færdig, for derefter at kvittere med et "det er rigtigt, Jacob ... fint". Derefter fortsatte han med gennemgangen. I hans kommunikation havde jeg opfattet at han kiggede ud af vinduet. Han kløede sig fraværende i skægget. Hans blik flakkede ned i hans papirer og han kiggede på uret. Det eneste jeg gerne ville have haft ud af at svare, var at opleve at han interesseret havde bekræftet at mit svar var rigtigt, og at det betød noget, at jeg havde svaret rigtigt. Det er især det sidste, der er vigtigt, når man taler om anerkendelse.

Der kan være tusinde grunde til, at min lærer dengang ikke sendte mig de signaler. Han kan helt rigtig have været træt af mig og min talestrøm, det var jo ihvertfald det, jeg fik ud af situationen. Men han kan jo også have haft en dårlig dag. Han kan have spekuleret på, om han nu nåede pensum. Han kan for den sags skyld have tænkt på, om han huskede at slukke kaffemaskinen, eller måske har han trængt desperat til en cigaret. Der kan have været alle mulige grunde til, at hans kropssprog var, som det var, men som mit første indlæg sagde, afhænger fortolkningen jo af den dominerende fortælling.

Jeg har i løbet af de sidste indlæg frembragt en række situationer, hvor jeg beskriver elever og lærere. Det er mig magtpåliggende lige at indskyde, at jeg ikke vil bebrejde dem noget. De lærere jeg omtaler enten som mine kolleger eller lærere jeg selv har haft, er jeg overbevist om, har en anden version af begivenhederne. De elever jeg omtaler det samme. Jeg har ikke, tror jeg, nogensinde mødt et ondt menneske. Eller et menneske som bevidst opfattede sig selv som "forkert" på den. Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg tror at vores handlinger giver mening i situationen. Anerkendelse var bare ikke noget, der var særligt udbredt som pædagogisk tilgang i min egen skolegang, og derfor er det nemt at eksemplificere med den. Jeg var aktiv lærer i mere end 12 år, sandsynligvis har jeg lavet de her fejl, rigtig mange gange, uden at være klar over det. Til de elever et uforbeholdent undskyld.

Min erfaring siger mig at børn der ikke bliver anerkendt, de oplever at de ikke bliver set. Min forståelse var, at der var noget galt. Jeg havde jo lært hjemmefra, at jeg var dejlig og elsket. Så når mine lærere og klassekamerater ikke gav udtryk for det samme, måtte det være fordi, de ikke så det. Strategien blev derfor at gøre mere, for at blive set. Jeg har set elever og børn generelt blive til "klassens klovn" i et forsøg på at blive set. Jeg har oplevet voksne mennesker blive selvpromoverende og trumle hen over andre i et forsøg på det samme. Jeg bliver selv sandsynligvis den dag i dag opfattet sådan af andre jævnligt. Det er mit amerikanske strejf tror jeg, men mere om det i et senere indlæg. Det blev en insisteren på at blive set, hørt eller lyttet til.

Mennesker vil ses, vi vil høre til, vi kæmper for en plads og en rolle i det sociale system. ( Ups, der kom der frem, at jeg også er stor tilhænger af System Teorien). Det er i min optik oftest det mobning handle rom. Positionering og strukturer der er dårlige for det enkelte, men som har en naturlig opstået baggrund. Når vi oplever ikke at blive set eller anerkendt (det er heller ikke altid det samme) kæmper vi igen og igen, indtil vi til sidst i frustration enten udvikler de rigtige redskaber eller går til. ( For nogen bliver det en aggressiv adfærd og fremtoning, for andre bliver det et nyt fællesskab, for nogen selvskadende adfærd og for nogen introvert eller ekstrovert adfærd.)

Med at gå til mener jeg ikke dør. Jeg mener at vores egen opfattelse af vores værdi falder. Det bliver til fortællinger som - jeg er ikke vigtig for andre, jeg er ligegyldig, jeg du'r ikke osv. Det lave selvværd er væsentligt, fordi rigtig mange dyrekøbte erfaringer, der senere i livet skal rettes op i terapi, kunne være undgået, hvis selvværdet ikke var blevet skadet tidligere. Der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Det er vigtigt at man forstår det. Folk kan optræde som om de ejer hele verdenen og fungere fantastisk i flere sammenhænge, men have et meget lille selvværd. Måske opdager man det ikke engang selv.

Et menneskes følelse af eget værd er en stor del af deres identitet. Vi søger anerkendelsen, fordi vi søger en identitet, et sted at høre til ... en flok. Hvis ikke vi er velkomne og ikke kan komme til at fungere der, hvor vi helst vil, søger vi videre. Der er altid en flok der kan bruge dig. Det er bare ikke sikkert, at det er den flok, samfundet helst så dig i, selvom de ikke selv kunne bruge dig...

Ros og konstruktiv kritik styrker din selvtillid. Anerkendelse og det at blive set styrker dit selvværd. Skæld ud og negativ omtale af din person skader sit selvværd, negativ respons på dit arbejde eller dine udførte opgaver, laver buler i din selvtillid. Skal man så altid bare anerkende og rose? Nej det ville være utroværdigt, men man skal være sig bevidst, om den påvirkning man giver andre. Det kan på nogen vire banalt det her indslag, andre vil sikkert reagere ved at ryste på hovedet og syntes at det her, er for pædagogisk til dem. Det meste af det bygger dog på teorier som Systemteorien, Appreciative Inquiry, og konstruktivismen. Der er der jeg henter mit pædagogiske fundament og mit udviklings psykologiske perspektiv. Husk vi behøver ikke være enige, men spørg dig selv, har du fået ros -hvor du ikke troede på den, selvom den var ment? Har du fået øresønderrivende kritik, hvor den prellede af på dig, fordi det jo kun var en faglig kritik, og ikke sagde noget om, hvem du var? Begge situationer mener jeg, peger i retning af det her indlægs pointe. Du kan jo selv overveje om der er noget rigtigt i det. På den måde gør du allerede det væsentligste for at udvikle dig som menneske, du reflekterer.

Om anerkendelse og relationer.

Er der en grundlæggende sandhed jeg har lært i mit liv indtil nu, er det, at vi mennesker grundlæggende har brug for en flok. Sociologer har forklaret os det med utallige termer og undersøgelser igennem tiden. Det giver egentlig god mening. At vi overhovedet har organiseret os som små samfund, viser at vi igennem fælles styrke sikrer den enkeltes overlevelse. Okay, indrømmet, der kom en del af min politiske ideologi så frem.

Det er min faste overbevisning at den tvingende nødvendighed som i urtiden fik os til at holde sammen, stadig i dag gør sig gældende. I vores tidsalder er det muligt at leve for sig selv stort set isoleret, men de færreste vælger det, fordi de har lyst.

Jeg havde engang en elev, sådan begynder mange af mine historier, hans lærere i teamet var bekymrede for ham. han var begyndt at tage voldsomt på i vægt, han var bleg og virkede træt og uoplagt. De andre børn i klassen elskede motion og drengene især fodbold. Men denne her elev holdt sig alene og sagde mindre og mindre i timerne. Han kunne tegne, men de tegninger han lavede var foruroligende. Objektivt set, var der tale om en dreng, der udfordrede de voksnes begrebs- og forståelsesverden. Drengens mor havde natarbejde og de boede i et villakvarter i den pænere del af byen. Når jeg bruger tid på at forklare de her omstændigheder, er det fordi, at hans type er mere almindelig i dag, end dengang.

På et tidspunkt blev det for meget for lærerteamet, vi var nødt til at reagere. Moderen og drengen troppede op på et møde på skolen for at drøfte den bekymrings skrivelse, vi var forpligtede til at udfærdige. Under samtalen virkede moderen meget ked af det. hun beklagede og forklarede, at de var alene. Hun var afhængig af at han klarede en del pligter i hjemmet, for at hun kunne arbejde de nathold, der gav dem nok penge til, at de kunne blive i huset. I hele samtalen talte moderen og lærerne sammen. Jeg sad stille og kiggede på drengen. Jeg forsøgte at virke rolig og smilende. Jeg prøvede mentalt at vise ham, a det var i orden. Det var min første samtale af den type, og jeg havde meget svært ved præmissen for det hele.  Efter 30 minutter afbrød jeg de lavmælte alvorlige talestrøm. Jeg spurgte drengen lige ud. Hvad laver du, når mor er på arbejde? Han kiggede på mig med et underligt udtryk. Jeg sover! Han virkede lidt vred og skævede mod sin mor. Som ung og temmelig uerfaren spurgte jeg instinktivt videre, imens mine kolleger og moderen alle holdt vejret. "Når du så ikke kan sove ind imellem (sagt med det mest naturlige udtryk) hvad gør du så?" Inden han fik tænkt over det svarede han, " så spiller jeg bare lidt på min computer".

Det er her værd at indskyde, at bestemt ikke alle børn havde en computer den gang og endnu færre havde internet. Moderen følte måske trang til at forklare "Han fik den af sin far i julegave". Samtalen blev nu overtaget af mine kolleger og efter mødet, havde jeg klart indtrykket af, at jeg havde gjort noget forkert. Det blev aftalt at moderen ville gøre mere for at sikre sig, at han fik lavet sine lektier og sovet. Vi (altså lærerne) ville holde et vågent øje med indsatsen og give besked, hvis det ikke blev bedre.

De næste dage talte jeg lidt med drengen i frikvarterne, når jeg alligevel havde gårdvagt i blokken. Jeg havde selv en computer og spiller stadig den dag i dag gerne spil. Vi fandt en fælles interesse i computerspillene. Efter noget tid begyndte han at gå ud af klassen og gå rundt med mig i gården. Det der kom frem i vores samtaler gav i den grad stof til eftertanke.

Han havde følt sig forkert i noget tid. Det var svært at forklare præcist hvad det var, men omkring det tidspunkt, hvor moderen og faderen gik fra hinanden, havde han lagt mærke til, at han var anderledes. Han var ikke god til sport (snak om en almindelig dominerende historie hos mange drenge, der ikke spiller fodbold). Det der gik op for mig var, at han havde opgivet troen på, at hun kunne blive en del af klassen. Han var så overbevist om, at han var anderledes og om, at de andre ikke kunne lide ham, at han opgav at forsøge. Det var ikke fordi, at han ikke gerne ville være med i legene, men de andre spurgte aldrig og han havde ikke lyst til, at opleve at få et nej. I skolen havde han fagligt ligget godt indtil skilsmissen, men i den periode, hvor det var værst imellem far og mor, kunne han ikke følge med. Lærerne havde forsøgt at holde ham til ilden, men det havde forstærket hans indtryk af, at han ikke duede til det heller.

Der er en vigtig pointe i historien. Jeg begik en lang række fejl, mine kolleger det samme. Men den største fejl var, at vi antog, at vi vidste, hvad der var galt. Vi var faktisk så sikre, at vi var klar til at skrive til myndighederne uden at have gjort os ulejligheden med at tale med drengen først. Heldigvis oplever jeg en helt anden tilgang på landets skoler i dag.

Drengen valgte fællesskabet fra, fordi han havde erfaret, at han ikke kunne blive en del af det. Jeg har haft bogstaveligtalt 100 af elever og mange udsatte unge i min varetægt, i løbet af karrieren og mange af dem, havde samme oplevelse. de ville så gerne være en del af en gruppe, at de efterhånden havde prøvet alt for at blive det. På et tidspunkt giver de op i troen, men drømmen og håbet, er der stadig dybt nede. For lige præcis den type vil inklusionen blive en smertefuld oplevelse, hvis ikke vi fanger deres signaler i tide, og hjælper dem tilbage til håbet og muligheden for at finde en plads.

Vi vil som mennesker gerne lykkes. Vi vil gerne bekræftes i at vi hører til, og at vores løsningsmodeller og indspark til gruppen er i orden. Vi søger det. Vi kæmper imod hinanden om førerens gunst. Vi har dybt i os en frygt for at være alene, fordi det at være alene / udstødt af flokken dybt nede i vores historiske bevidsthed er lig med en undergang. I ældre tider en fysisk undegang med død som et resultat af sult, sygdom eller vilde dyr, til følge. I vores tid en social død, der på mange punkter er lige så farlig.

Jeg har selv igennem tiden forsøgt at overbevise mig om, at de andre er idioter, der ikke forstår mig. det er deres tab. Håbet og forklaringerne som skulle give mig selv trøst var mange. de klingede bare altid lidt hult, og indeni var der altid en lille stemme der spurgte, hvorfor kan de ikke lide mig? Hvorfor må jeg ikke være med? Hvorfor er jeg ikke god nok? Det er de spørgsmål jeg i mit voksne liv har hørt gentaget i utallige samtaler på tomandshånd med unge mennesker. Det er lige præcis de spørgsmål der berettiger, den anerkende tilgang til læring, social træning og dannelse.

Prøv at mærk efter, har du nogensinde tænkt, øv hvor er det irriterende at blive set og hørt positivt? Det er fandeme surt at de voksne kan se at jeg er god til det her? Når det så er sagt, er det vigtigt at tilføje, at anerkendelse i min verden ikke er lig med ros. Sov godt Danmark og prøv at forestil dig, at vi var bedre til at se det bedste i vores omgangskreds, end alt det der ikke fungerede i forvejen.