Relationen der gjorde en forskel.

Som de kvikke læsere har bemærket, hælder jeg meget til den konstruktivistiske videnskabsteori. Jeg tror ikke på deciderede objektive sandheder. Jeg tror på, at vi på mange planer, som mennesker, bliver enige om hvad sandheden er. Det gælder i mange af livets forhold. Når jeg kigger tilbage på min skolegang, er jeg godt klar over, at det sker med mine egen subjektivitet. De hændelser og livbegivenheder der betød så meget for, hvordan jeg udviklede mig til at blive, den jeg er i dag, blev skabt i mit møde med andre mennesker.

Der er forsket en del i udsatte unges liv og udvikling. Der er i den forskning 2 begreber, der konstant dukker op og tilsyneladende er væsentlige. Min påstand er, at de er væsentlige for alle mennesker ikke kun de udsatte. Det ene er resiliens, det andet er relationen til en betydende voksen. Det er svært at sætte ord på resiliens. Når man i socialpædagogiske virksomheder og psykologiens verden snakker så meget om den, er det fordi den tilsyneladende, er en af de faktorer, der afgør, hvor godt vi klarer os.

Jeg har i min tid oplevet mange "grimme" ting. Jeg har hentet børn i lejligheder fyldt med skidt og hvor forældrene havde mere travlt med at slås end at sige farvel til deres børn. Jeg har mærket hvordan det føles, når en klasse spærer vejen hjem for dig, fordi nu skal du "lære det". De ting jeg har set og mærket, tror jeg ikke er værre end dem så mange andre har oplevet. Men af en eller anden grund klarer nogen af os godt ud af de oplevelser og andre "går til".

Resiliensen eller den indre modstandskraft må komme et eller andet sted fra? Når jeg trods modgangen blev stærkere og kom videre på mange punkter, tror jeg det skyldes, at jeg i min helt tidlige barndom fik kærlighed, omsorg og havde betydningsfulde voksne omkring mig. Der er sikkert mange andre faktorer, men lige nu vil jeg fokusere på anerkendelsens rolle.

Fordi jeg var blevet set og hørt, fordi jeg havde oplevet at være værdifuld i mig selv og fordi jeg var omgivet af troværdige voksne, fik jeg bygget mit selvværd op, så jeg grundlæggende helt nede, havde nået at stå imod med. Andre var ikke så heldige. Da mobningen tog fart, og da oplevelsen af ikke at være værdifuld i flokken kom, måtte jeg opfinde andre strategier og steder at overleve. Det vil jeg sikkert komme tilbage til i et senere indlæg.

Jeg har haft en del betydningsfulde mennesker omkring mig, men den jeg husker helt tilbage som afgørende vigtig i mine tidlige år, var min mormor. Når jeg var mest ked af det, eller oplevede mig mindst vigtig var hun der for mig. Den dag i dag er hun den der betingelsesløst elsker mig og giver udtryk for det, hver gang jeg møder hende.

Min mormor og morfars hjem var et helle.  Det var stedet, hvor jeg oplevede at kunne sidde i timer og lege med modellervoks, uden at blive kritiseret for at "gemme" mig fra omverdenen. Det var dér, jeg kunne fortælle mine mange historier om dragebetvingere og om drømme uden at blive dømt som mærkelig eller ved siden af.

Min mormor og morfars hus havde en swimming pool og lå op til Rudersdal skov. Jeg har brugt utallige sommeraftener på deres terrasse omgivet af min familie. det var dér mere end nogen andre steder jeg lærte at svømme. Den dag i dag er jeg utrolig glad for den evne. Min morfar malede akvareller. Jeg har den dag i dag nogle af hans billeder og de får mig altid tilbage til den tid. Mødet med kunsten og kreativiteten skulle være et af de steder, hvor jeg fandt noget jeg kunne.

Jeg fik formning i skolen. I en tid, hvor ikke ret meget andet fungerede for mig, blev min formningslærer en utrolig vigtig person. I lang tid, var han den første der så mig. Han var vildt med fotografering, han havde historier og brændte for sin verden. I hans timer tegnede jeg, malede jeg, lavede ler og følte at jeg kunne være med. Jeg var ikke den bedste i klassen, men jeg fandt noget jeg kunne bidrage med. Jeg lavede havteater og lavede forestillinger. Jeg tror ikke nødvendigvis, det gav mine klassekamerater et bedre indtryk af mig, men det gav mig noget.

Nogle gange tænker jeg tilbage på ham. Lod han mig lave det jeg havde lyst til, selvom jeg egentlig burde have lavet noget andet? Måske gjorde han, men det kan jo også være, at han så mig. Den kunstneriske proces handler jo ofte om at gøre og udvikle indtil man er færdig med et område. Jeg tror at min projekttilgang til nye områder i livet og min entusiast del blev skabt i de timer.

En dag hvor jeg havde det skidt, var jeg gået en tur i frikvarteret. Jeg løb ind i min formingslærer på vej tilbage til skolen. Jeg blev glad. Jeg husker det som en følelse af at være tryg. Det var solskin og som jeg husker det, forår. Jeg havde meldt mig til formning som valgfag. Jeg tror ikke kæften stod stille på mig i de første 5 minutter af vores følgeskab. Pludselig sagde han -  " Jacob er du bange for tavsheden?" Jeg kan ikke huske mit svar. Først blev jeg flov, som jeg så tit gjorde, når voksne udtalte noget, jeg tog som kritik. Jeg blev stille og eftertænksom. Jeg tror min hjerne arbejde på højtryk for at forstå, hvad han mente. Essensen af det møde er, at den stærke relation kan tåle den slags forstyrrelser. Netop fordi han betød så uendeligt meget for mig, gav hans ord mig grund til at reflektere og tage dem ind. Jeg forsøgte mere og mere i hans selskab at holde igen på talestrømmen. Jeg har stadig ikke helt lært det, og tror ikke jeg nogensinde får styr på det.

Tale er sølv og tavshed guld, ja måske. Måske for dem hvor den indre dialog ikke fylder ret meget. Måske for dem, hvis selvværd er så stærkt at det kan bære lange perioder med tavshed. Men for mig i den alder, var tavshed ikke guld. I tavsheden foregik der en masse tanker hos andre og jeg kunne ikke finde ud af hvad de tænkte om mig, når vi ikke talte sammen...

 Det svære ved relationen er at den ikke kan planlægges. Som socialpædagogisk medarbejder har jeg utallige gange forsøgt at planlægge aktiviteter som skulle give mig og en ung en fælles oplevelse, der kunne hjælpe vores relation. Det er bare sådan, at vi som mennesker selv vælger ud, hvem der bliver betydningsfulde for os. Det kan være en belastning for dem vi vælger, det kan være ubelejligt, men det er sådan det er. De blivende relationer er dem, der med tiden bliver ligeværdige. Hvor du som menneske oplever at du kan give igen. Jeg forlod Virum skole efter 9. klasse og har kun mødt den lærer en enkelt gang siden. Jeg fik aldrig fortalt ham, hvor meget han gjorde en forskel for mig. Jeg forsøger at huske at fortælle min mormor det, så tit jeg kan.

Måske har du været en betydende voksen i et barns liv? Måske har du haft den bærende relation og betydet en kæmpe forskel for andre? Måske er der nogen der har været den betydende for dig. Mit råd er, fortæl dem det. Lad dem vide at de gjorde en forskel. Måske får vi så skabt en verden, hvor det at gøre en forskel for andre, er en værdi i sig selv.

Anerkendelse, selvværd og selvtillid.

Den manglende anerkendelse kan have ufattelig store konsekvenser hele livet. For mit eget vedkommende fik en skolegang og en opvækst i miljøer ikke ligefrem præget af anerkendelse, netop det. Jeg har tidligere beskrevet, at anerkendelse ikke er det samme som ros. På samme måde er anerkendelse heller ikke det samme som at negligere de områder, der ikke fungerer eller at lade som om, at alting et andet menneske gør er godt. Begge dele er det, jeg kalder symptom handlinger.

Jeg kan selv huske en episode fra min skolegang, hvor læreren stillede et spørgsmål ud i klassen. Jeg rakte hånden op, jeg vidste absolut, hvad svaret var. Da læreren valgte mig, startede min talestrøm. De af jer, der kender mig ved, at jeg taler en del. Det kan virke belastende, det er jeg klar over. Det er sandsynligvis det samme, min lærer tænkte. Ihvertfald var hans nonverbale kommunikation meget tydelig. Med et kropsprog der viste mig med alt uønskelig tydelighed, at han dybest set ikke var interesseret i mit svar, ventede han tålmodigt til jeg var færdig, for derefter at kvittere med et "det er rigtigt, Jacob ... fint". Derefter fortsatte han med gennemgangen. I hans kommunikation havde jeg opfattet at han kiggede ud af vinduet. Han kløede sig fraværende i skægget. Hans blik flakkede ned i hans papirer og han kiggede på uret. Det eneste jeg gerne ville have haft ud af at svare, var at opleve at han interesseret havde bekræftet at mit svar var rigtigt, og at det betød noget, at jeg havde svaret rigtigt. Det er især det sidste, der er vigtigt, når man taler om anerkendelse.

Der kan være tusinde grunde til, at min lærer dengang ikke sendte mig de signaler. Han kan helt rigtig have været træt af mig og min talestrøm, det var jo ihvertfald det, jeg fik ud af situationen. Men han kan jo også have haft en dårlig dag. Han kan have spekuleret på, om han nu nåede pensum. Han kan for den sags skyld have tænkt på, om han huskede at slukke kaffemaskinen, eller måske har han trængt desperat til en cigaret. Der kan have været alle mulige grunde til, at hans kropssprog var, som det var, men som mit første indlæg sagde, afhænger fortolkningen jo af den dominerende fortælling.

Jeg har i løbet af de sidste indlæg frembragt en række situationer, hvor jeg beskriver elever og lærere. Det er mig magtpåliggende lige at indskyde, at jeg ikke vil bebrejde dem noget. De lærere jeg omtaler enten som mine kolleger eller lærere jeg selv har haft, er jeg overbevist om, har en anden version af begivenhederne. De elever jeg omtaler det samme. Jeg har ikke, tror jeg, nogensinde mødt et ondt menneske. Eller et menneske som bevidst opfattede sig selv som "forkert" på den. Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg tror at vores handlinger giver mening i situationen. Anerkendelse var bare ikke noget, der var særligt udbredt som pædagogisk tilgang i min egen skolegang, og derfor er det nemt at eksemplificere med den. Jeg var aktiv lærer i mere end 12 år, sandsynligvis har jeg lavet de her fejl, rigtig mange gange, uden at være klar over det. Til de elever et uforbeholdent undskyld.

Min erfaring siger mig at børn der ikke bliver anerkendt, de oplever at de ikke bliver set. Min forståelse var, at der var noget galt. Jeg havde jo lært hjemmefra, at jeg var dejlig og elsket. Så når mine lærere og klassekamerater ikke gav udtryk for det samme, måtte det være fordi, de ikke så det. Strategien blev derfor at gøre mere, for at blive set. Jeg har set elever og børn generelt blive til "klassens klovn" i et forsøg på at blive set. Jeg har oplevet voksne mennesker blive selvpromoverende og trumle hen over andre i et forsøg på det samme. Jeg bliver selv sandsynligvis den dag i dag opfattet sådan af andre jævnligt. Det er mit amerikanske strejf tror jeg, men mere om det i et senere indlæg. Det blev en insisteren på at blive set, hørt eller lyttet til.

Mennesker vil ses, vi vil høre til, vi kæmper for en plads og en rolle i det sociale system. ( Ups, der kom der frem, at jeg også er stor tilhænger af System Teorien). Det er i min optik oftest det mobning handle rom. Positionering og strukturer der er dårlige for det enkelte, men som har en naturlig opstået baggrund. Når vi oplever ikke at blive set eller anerkendt (det er heller ikke altid det samme) kæmper vi igen og igen, indtil vi til sidst i frustration enten udvikler de rigtige redskaber eller går til. ( For nogen bliver det en aggressiv adfærd og fremtoning, for andre bliver det et nyt fællesskab, for nogen selvskadende adfærd og for nogen introvert eller ekstrovert adfærd.)

Med at gå til mener jeg ikke dør. Jeg mener at vores egen opfattelse af vores værdi falder. Det bliver til fortællinger som - jeg er ikke vigtig for andre, jeg er ligegyldig, jeg du'r ikke osv. Det lave selvværd er væsentligt, fordi rigtig mange dyrekøbte erfaringer, der senere i livet skal rettes op i terapi, kunne være undgået, hvis selvværdet ikke var blevet skadet tidligere. Der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Det er vigtigt at man forstår det. Folk kan optræde som om de ejer hele verdenen og fungere fantastisk i flere sammenhænge, men have et meget lille selvværd. Måske opdager man det ikke engang selv.

Et menneskes følelse af eget værd er en stor del af deres identitet. Vi søger anerkendelsen, fordi vi søger en identitet, et sted at høre til ... en flok. Hvis ikke vi er velkomne og ikke kan komme til at fungere der, hvor vi helst vil, søger vi videre. Der er altid en flok der kan bruge dig. Det er bare ikke sikkert, at det er den flok, samfundet helst så dig i, selvom de ikke selv kunne bruge dig...

Ros og konstruktiv kritik styrker din selvtillid. Anerkendelse og det at blive set styrker dit selvværd. Skæld ud og negativ omtale af din person skader sit selvværd, negativ respons på dit arbejde eller dine udførte opgaver, laver buler i din selvtillid. Skal man så altid bare anerkende og rose? Nej det ville være utroværdigt, men man skal være sig bevidst, om den påvirkning man giver andre. Det kan på nogen vire banalt det her indslag, andre vil sikkert reagere ved at ryste på hovedet og syntes at det her, er for pædagogisk til dem. Det meste af det bygger dog på teorier som Systemteorien, Appreciative Inquiry, og konstruktivismen. Der er der jeg henter mit pædagogiske fundament og mit udviklings psykologiske perspektiv. Husk vi behøver ikke være enige, men spørg dig selv, har du fået ros -hvor du ikke troede på den, selvom den var ment? Har du fået øresønderrivende kritik, hvor den prellede af på dig, fordi det jo kun var en faglig kritik, og ikke sagde noget om, hvem du var? Begge situationer mener jeg, peger i retning af det her indlægs pointe. Du kan jo selv overveje om der er noget rigtigt i det. På den måde gør du allerede det væsentligste for at udvikle dig som menneske, du reflekterer.