lørdag den 9. november 2013

Anerkendelse, selvværd og selvtillid.

Den manglende anerkendelse kan have ufattelig store konsekvenser hele livet. For mit eget vedkommende fik en skolegang og en opvækst i miljøer ikke ligefrem præget af anerkendelse, netop det. Jeg har tidligere beskrevet, at anerkendelse ikke er det samme som ros. På samme måde er anerkendelse heller ikke det samme som at negligere de områder, der ikke fungerer eller at lade som om, at alting et andet menneske gør er godt. Begge dele er det, jeg kalder symptom handlinger.

Jeg kan selv huske en episode fra min skolegang, hvor læreren stillede et spørgsmål ud i klassen. Jeg rakte hånden op, jeg vidste absolut, hvad svaret var. Da læreren valgte mig, startede min talestrøm. De af jer, der kender mig ved, at jeg taler en del. Det kan virke belastende, det er jeg klar over. Det er sandsynligvis det samme, min lærer tænkte. Ihvertfald var hans nonverbale kommunikation meget tydelig. Med et kropsprog der viste mig med alt uønskelig tydelighed, at han dybest set ikke var interesseret i mit svar, ventede han tålmodigt til jeg var færdig, for derefter at kvittere med et "det er rigtigt, Jacob ... fint". Derefter fortsatte han med gennemgangen. I hans kommunikation havde jeg opfattet at han kiggede ud af vinduet. Han kløede sig fraværende i skægget. Hans blik flakkede ned i hans papirer og han kiggede på uret. Det eneste jeg gerne ville have haft ud af at svare, var at opleve at han interesseret havde bekræftet at mit svar var rigtigt, og at det betød noget, at jeg havde svaret rigtigt. Det er især det sidste, der er vigtigt, når man taler om anerkendelse.

Der kan være tusinde grunde til, at min lærer dengang ikke sendte mig de signaler. Han kan helt rigtig have været træt af mig og min talestrøm, det var jo ihvertfald det, jeg fik ud af situationen. Men han kan jo også have haft en dårlig dag. Han kan have spekuleret på, om han nu nåede pensum. Han kan for den sags skyld have tænkt på, om han huskede at slukke kaffemaskinen, eller måske har han trængt desperat til en cigaret. Der kan have været alle mulige grunde til, at hans kropssprog var, som det var, men som mit første indlæg sagde, afhænger fortolkningen jo af den dominerende fortælling.

Jeg har i løbet af de sidste indlæg frembragt en række situationer, hvor jeg beskriver elever og lærere. Det er mig magtpåliggende lige at indskyde, at jeg ikke vil bebrejde dem noget. De lærere jeg omtaler enten som mine kolleger eller lærere jeg selv har haft, er jeg overbevist om, har en anden version af begivenhederne. De elever jeg omtaler det samme. Jeg har ikke, tror jeg, nogensinde mødt et ondt menneske. Eller et menneske som bevidst opfattede sig selv som "forkert" på den. Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg tror at vores handlinger giver mening i situationen. Anerkendelse var bare ikke noget, der var særligt udbredt som pædagogisk tilgang i min egen skolegang, og derfor er det nemt at eksemplificere med den. Jeg var aktiv lærer i mere end 12 år, sandsynligvis har jeg lavet de her fejl, rigtig mange gange, uden at være klar over det. Til de elever et uforbeholdent undskyld.

Min erfaring siger mig at børn der ikke bliver anerkendt, de oplever at de ikke bliver set. Min forståelse var, at der var noget galt. Jeg havde jo lært hjemmefra, at jeg var dejlig og elsket. Så når mine lærere og klassekamerater ikke gav udtryk for det samme, måtte det være fordi, de ikke så det. Strategien blev derfor at gøre mere, for at blive set. Jeg har set elever og børn generelt blive til "klassens klovn" i et forsøg på at blive set. Jeg har oplevet voksne mennesker blive selvpromoverende og trumle hen over andre i et forsøg på det samme. Jeg bliver selv sandsynligvis den dag i dag opfattet sådan af andre jævnligt. Det er mit amerikanske strejf tror jeg, men mere om det i et senere indlæg. Det blev en insisteren på at blive set, hørt eller lyttet til.

Mennesker vil ses, vi vil høre til, vi kæmper for en plads og en rolle i det sociale system. ( Ups, der kom der frem, at jeg også er stor tilhænger af System Teorien). Det er i min optik oftest det mobning handle rom. Positionering og strukturer der er dårlige for det enkelte, men som har en naturlig opstået baggrund. Når vi oplever ikke at blive set eller anerkendt (det er heller ikke altid det samme) kæmper vi igen og igen, indtil vi til sidst i frustration enten udvikler de rigtige redskaber eller går til. ( For nogen bliver det en aggressiv adfærd og fremtoning, for andre bliver det et nyt fællesskab, for nogen selvskadende adfærd og for nogen introvert eller ekstrovert adfærd.)

Med at gå til mener jeg ikke dør. Jeg mener at vores egen opfattelse af vores værdi falder. Det bliver til fortællinger som - jeg er ikke vigtig for andre, jeg er ligegyldig, jeg du'r ikke osv. Det lave selvværd er væsentligt, fordi rigtig mange dyrekøbte erfaringer, der senere i livet skal rettes op i terapi, kunne være undgået, hvis selvværdet ikke var blevet skadet tidligere. Der er stor forskel på selvværd og selvtillid. Det er vigtigt at man forstår det. Folk kan optræde som om de ejer hele verdenen og fungere fantastisk i flere sammenhænge, men have et meget lille selvværd. Måske opdager man det ikke engang selv.

Et menneskes følelse af eget værd er en stor del af deres identitet. Vi søger anerkendelsen, fordi vi søger en identitet, et sted at høre til ... en flok. Hvis ikke vi er velkomne og ikke kan komme til at fungere der, hvor vi helst vil, søger vi videre. Der er altid en flok der kan bruge dig. Det er bare ikke sikkert, at det er den flok, samfundet helst så dig i, selvom de ikke selv kunne bruge dig...

Ros og konstruktiv kritik styrker din selvtillid. Anerkendelse og det at blive set styrker dit selvværd. Skæld ud og negativ omtale af din person skader sit selvværd, negativ respons på dit arbejde eller dine udførte opgaver, laver buler i din selvtillid. Skal man så altid bare anerkende og rose? Nej det ville være utroværdigt, men man skal være sig bevidst, om den påvirkning man giver andre. Det kan på nogen vire banalt det her indslag, andre vil sikkert reagere ved at ryste på hovedet og syntes at det her, er for pædagogisk til dem. Det meste af det bygger dog på teorier som Systemteorien, Appreciative Inquiry, og konstruktivismen. Der er der jeg henter mit pædagogiske fundament og mit udviklings psykologiske perspektiv. Husk vi behøver ikke være enige, men spørg dig selv, har du fået ros -hvor du ikke troede på den, selvom den var ment? Har du fået øresønderrivende kritik, hvor den prellede af på dig, fordi det jo kun var en faglig kritik, og ikke sagde noget om, hvem du var? Begge situationer mener jeg, peger i retning af det her indlægs pointe. Du kan jo selv overveje om der er noget rigtigt i det. På den måde gør du allerede det væsentligste for at udvikle dig som menneske, du reflekterer.